Mange rygsække har en sikkerhedsfløjte indbygget i spændet på brystremmen. I dagligdagen er den måske mest til besvær, men derude i fjeldet – eller i din egen skov – kan fløjten være det, der redder dig, hvis du kommer til skade og ikke kan flytte dig.
Fløjten er en nødvendig del af din personlige sikkerhedsudrustning. Det vil sige, at hver deltager på en gruppetur skal medbringe sin egen fløjte.
Skal jeg fløjte som dengang på blokfløjten?
Ved du egentlig, hvordan du skal fløjte for at gøre opmærksom på dig selv? Nej vel. Du er ikke alene om det, så læs lige videre. Du skal nemlig hverken bruge SOS-signalet eller genoplive barndommens blokfløjteøvelser.
I nogle rygsække er der i toplåget vist, hvordan du skal gøre. Her er et eksempel fra en Lowealpine rygsæk. Bemærk, at der både er vist en fløjte og en lygte. Signalerne er de samme, og det er dem, du skal bruge.
Det internationale nødsignal er 6 fløjt efterfulgt af et minuts pause og derefter gentagelse af de 6 fløjt. Du skal blive ved, indtil nogen reagerer. Svaret er 3 fløjt med et minuts pause.
Hvad hvis du ikke kan se den nødstedte person?
Hvis der er nogen i gruppen, der er faret vild eller kommet til skade og signalerer om hjælp fra et sted, du ikke kan lokalisere, skal du ikke svare med det samme.
Det er vigtigere, at du prøver at stedfæste fløjtesignalet og pege på det sted, hvorfra lyden kommer. Derefter skal du tage en kompaskurs på vej derhen.
To sådanne pejlinger - taget fra forskellige steder - kan give dig et ret sikkert punkt for, hvor den nødstedte person er.
Hvis du svarer med det samme med et 3-fløjt, er der en risiko for, at den nødstedte ikke fortsætter med at fløjte. Så kan du risikere, at du ikke kan sætte kursen med kompasset. Den nødstedte skal selvfølgelig fortsætte med at fløjte, indtil han eller hun bliver fundet.
Hvis det er dig selv, der på din solovandretur er kommet til skade, og hvis mørket sænker sig, skal du bruge en lygte eller pandelampe. Hvis du er så heldig, at en helikopter opdager dit lyssignal, skal du ikke lyse op mod helikopteren, men tværtimod ned på jorden for ikke at påvirke pilotens syn i mørket.