Outsite har testet Ospreys nye model Levity 45, der kom ud i butikkerne først i 2018. Levity 45 er et godt bud til dig, der ønsker en lækker og fuldfed rygsæk, og som er klar til at betale for det. Til gengæld får du en UL-rygsæk i high-end klassen.
Osprey er lykkedes rigtigt godt med denne rygsæk. Den lever op til, hvad man kan forvente af rygsæk fra en af de store på markedet. Levity er en high-end letvægtsrygsæk på kun 830 gram. Levity sidder bedre end andre lette(re) rygsække, og det gør den både uden at være fyldt og med et fyld på 10 kg. Jeg har ved min brug ikke oplevet ubehagelige tryk eller steder, hvor sækken sad dårligt eller var generende. Sækken sidder højt.
Levity kommer i to størrelser, begge uni-sex. Prisen er for 45l 2400 kr. og for 60l 2600 kr.
Osprey Levity 45 får en samlet karakter på 8/10
Osprey Levity er sendt på markedet i en to-delt grå udgave. Umiddelbart forekommer et sådan farvevalg ret risikabelt, for der vil ikke gå lang tid, før bunden og fronten vil tage farve. Det er i hvert fald forfriskende i forhold til hovedparten af rygsække på markedet. Den eneste afvigende farve på rygsækken er en flot blå, der benyttes til snore og påsyninger. Flot farvekombination.
Men måske farven er tænkt som et signal til andre om, at her går en hardcore UL (ultra light) vandrer. Flere producenter af UL-sække tænker primært i hvidt eller lyst gråt.
Levity er lavet i dyneemafiber, der går for at være noget af det stærkeste materiale overhovedet. Dyneema siges at være 15 gange stærkere end stål. Den slags er uforståeligt for mig, men ’so be it’. Det er let, meget vandafvisende og UV-modstandsdygtigt. På den måde falder Levity fint ind i gruppen af UL-sække på det marked. Ingen nævnt, ingen glemt. Der er flere andre letvægtsmaterialer i dyneema-familen. Måske kender du cuben fiber, som nu bærer navnet Dyneema Composite Fabrics. Hold øje med dyneema-materialet, for det vil uden tvivl komme til at præge markedet på grund af dets åbenlyse fordele og det især, hvis det kommer ned i pris.
Selve hovedrummet i Levity er rigtig stort. Der er kun en topåbning. Den er til gengæld stor, så der er gode muligheder for at komme ned til tingene. Rummet har en god åben/lukkerem, som man let kan tackle én hånd. Der er en indre kompressionsrem, der i hvert fald på testmodellen var konstrueret sådan, at den ene ende sad fast inde i hovedrummet, mens den skal fæstnes gennem åbningen til en yde strop. Lidt underligt.
Der er selvfølgelig mulighed for at kunne have ens vandsystem med i inderlommen (42 cm dyb)… Jeg har dog ikke en vandblære, så jeg bruger lommen til min pung og andre flade ting.
Sækken har ikke de mange ydre remme og befæstningssteder, som ellers ses på Ospreys mellemsække som f.eks. modellerne i tidligere versioner af Talon-serien. Det er fint for mig, for jeg har aldrig isøkse med. Jeg forstår ikke altid hensigten med de mange remme, så det var befriende, at de er taget væk på Levity. Til gengæld kan jeg godt savne et sted at fæstne mine vandrestave. Da sækken er tænkt som en, man vandrer langt med, og hvor stave absolut er at foretrække, kan det fravalg godt forekomme underligt.
Der er på forlommen syet to lodrette muligheder for at sætte ting fast i små løkker.
Forlommen er i øvrigt rigtigt stor og lavet i et strækbart materiale uden at være i mesh-materiale. Lommen kan uden problem rumme ens våde tøj eller et oversejl. I bunden er naturligvis et lille hul, som vand kan løbe ud igennem. Smart og hvad man må forvente af Osprey.
Toplåget sidder fast på rammen til forskel fra f.eks. Exos-modellen. Det betyder også, at du ikke kan løfte det, hvis du kunne ønske at gå med f.eks. dit telt inde under låget. På den positive side betyder det så også, at der ikke kommer vand ind den vej. Toplåget har en ydre lomme med lynlås. Denne er ikke af den vandtætte slags. Som toplåget er konstrueret, kommer lynlåsen til at sidde opad. Det kan måske udgøre et problem i tilfælde af vedvarende regn.
Der er desværre ikke en indre lomme i låget, som ellers findes på mange sække. Det er her, mange placerer deres værdisager. Men en ekstra lynlås koster også på gram-kontoen, så det…
På testmodellen var både toplåget og yderlommen lavet af andet tykkere materiale end materialet er på den model, der findes i butikkerne. Jeg kan kun bifalde denne prioritering. Materiale til selve hovedrummet er lavet af så tyndt materiale, at man næsten kan se sine fingre igennem. Til gengæld kan man så se det indvævede forstærkningsmønster på samme måde, hvorpå teltduge laves.
Sidelommerne er virkeligt store og dybe. Endelig en rygsæk, hvor der kan være noget. Faktisk kan de hver rumme hele to 1 l Nalgene flasker. De rummer også mit ULW telt. Fantastisk. Lommerne har både åbning i toppen og på siden. Lommerne er placeret så tilpas langt fremme, at jeg uden problemer kunne fiske flasken frem fra sideåbningen. Åbningen har en løkke, en god lille hjælpeforanstaltning. Det fungerede dog bedst for mig at have en ½ l flaske, som jeg drikker af, mens den store 1 l som mit vandlager også kan være i lommen.
Sidelommerne kan sagtnes rumme vandrestave, når der nu ikke er ydre remme og stopper til det. I så fald skal man så liiige huske at have beskyttelsesdutterne med, så stavspidserne ikke bare går lige igennem stoffet.
Leviti er som sådan ikke regnsikker. Dyneema-stoffet er selvfølgelig vandresistent i et eller andet omfang. Syningerne er ikke tapede. Osprey henviser til at benytte et regnslag.
Osprey benytter sit AirSpeed-bæresystem til Levity. Det bruges også på Exos. Det hårdt opspændte mesh-for sikrer god luft til ryggen; faktisk er der hele 5-6 cm ind til selve ryggen. Mesh-foret og hele sækken er båret af en tynd aluminiumsramme, som må være stærk, for foret er spændt godt ud.
Både selerne og hoftebæltet er udstyret med en form for hullet skummateriale, der sikrer god ventilation. Jeg prøvede at puste igennem, og jeg kunne mærke pustet. Osprey kalder det for ExoForm.
Bæreselerne er behageligt tykke ved skulderpartiet. Men ellers er foringen af seler og hoftebælte tilpasset sækkens formål, nemlig som en letvægtsrygsæk til lange ture. Jeg glædede mig over, at den forede del af selerne går langt ned. Jeg har på flere sække oplevet partiet mellem den forede del og selve remmen snære omkring armhulen, så thumbs up til Osprey for dette.
Bæreselerne har en selvfølgelig en brystrem, hvor den uundgåelige fløjte er. Osprey har valgt at lave tre så løkker i stedet for en glideskinne, som brystremmen oftest sidder på. Det er ikke svært at flytte remmen, hvis man har brug for det. Smart og anderledes og vægtbesparende.
Jeg savner et par smålommer i hoftebæltet. Det er rart, at man lige kan komme til lidt snack, uden at man skal tage sækken af. Mulighederne for at stramme bæltet er gode, og ”strammet” holder.
Jeg testede Levity i frost og køligt vejr, så jeg kan ikke vurdere, om bæresystemet og materialerne i varmere vejr holder, hvad de lover.
Rygsækken kommer i tre størrelser: S, M og L. Vær opmærksom på at få den rigtige, for bæresystemet kan ikke justeres.
Da jeg modtog sækken til test, lagde jeg som noget af det første mærke til de minimalistiske remme og spænder. Hvor man er vant til brede remme og relativt store spænder, er alt anderledes småt på Levityen. Remmene minder mest af alt om teltliner, snore om man vil. De er af nylon og 2 mm tykke. Men de virker, og det er jo det vigtigste.
For så vidt angår spænderne, er dem til toplåget ret små og tynde. De er lavet på en anden måde end normalt. Hvordan de holder i længden, vil tiden vise.
Ved sidelommerne kan remmene sættes udenpå, eller de kan føres ind gennem et lille hul nederst i lommen og holde ekstra godt på det, man nu har i lommen. Det er kendt fra andre rygsække, herunder Expeds Lightning.
I toplommen findes en nøglestrop. Det er prisværdigt, at Osprey ikke har sparet den væk i jagten på gram. Den er lille, men for mig er den vigtig. Jeg bruger nemlig stroppen, så vigtige ting ikke ved et uheld ryger ud af lommen, eksempelvis kniv, kompas, nøgler og så selvfølgelig pandelampe ved weekendture.
Fordele:
Vægten
Bæreseler er polstret de rigtige steder og sidder kanongodt
Alt unødvendigt gejl er skåret væk
En kæmpe baglomme i stretchagtig stof
Sidelommerne er store med to åbninger
Ulemper:
Pris
Ingen lommer på hoftebæltet
Kun en lomme med lynlås
Ingen remme til at fastgøre vandrestave
Rygsækken kommer kun i en lys grålig og dermed ’sårbar’ farve
Levity-rygsækken til test var velvilligt stillet til rådighed for Outsite af Friluftsland.