- Forslag ønskes til en dagstur på 15-20 km i skønne omgivelser… ! Mon ikke du har set sådan et opslag på Facebook her i 2020, hvor SÅ mange - tilskyndet af coronaen - har søgt ud i naturen.
Det var dengang; det var forår, og sommeren var inden for synsafstand. Nu står vi midt i vinterens mørke, hvor januar heldigvis har budt på både sne og frost. Det skal selvfølgelig ikke afholde os for at komme ud. Snarere tværtimod.
Hvis du har lyst, så tag en tur ud i naturen. Her er to forslag til oplevelsesture i Nordsjælland.
9 km langs Furesøen
I skovene ved Furesøen finder du let inspiration til en rundtur med flere pauser, eller du kan tage på en kortere vandretur fra A til B, hvor der er oplagte steder at nyde søen fra en bænk.
Min første tur i området foregik netop sådan. Det var tilbage i januar 2015, hvor jeg havde tilmeldt mig en tur i gruppen ‘Vandreture på Sjælland’. Det var et nemt og enkelt setup. Vi skulle mødes ved Hareskov Station, blot en halv times tid fra Nørreport Station. Efter en kort intro førte turlederen os ad mindre stier mod til Furesøen. Her gik vi til venstre og fulgte den smukke, kuperede Søsti. Efter Furesøbadet og Fiskebækbroen drejede vi til højre mod Farum Station (B).
Vi var 10-12 deltagere i alt. Jeg kendte ikke nogen, men snakken gik lystigt, så det var fint. Frokosten spiste vi i en højtbeliggende bålhytte. Er man færre afsted, er der adskillige andre pausesteder. Jeg husker, at jeg var glad for turlederens råd om at have noget varmt (eller isolerende) med at sidde på. En foldet gratisavis i en pose var det enkle råd, som flere havde fulgt. Det blev til en tur på i alt 9-10 km, som man kan gå uden at have den store kort- og kompaseksamen. Selv om turen er relativt kort, er halvdelen godt kuperet, og for den ikke så trænede, kan stykket ved Furesøen godt få pulsen lidt i vejret.
Det bedste startsted
Siden dengang i 2015 er det blevet til mange ture i Lille og Store Hareskov og Jonstrup Vang, der ligger vest for Hillerødmotorvejen, og øst for vejen i Nørreskoven, den private Frederiksdal Skov samt Bøndernes Hegn og Aldershvile Skov, der begge er hundeskove. Fra alle disse skove er der stier lige ud til enten Furesøen eller Bagsværd Sø. Store dele af disse skove er i øvrigt løvtræer, så wow-følelsen er stor, når efterårsfarverne vælder frem. I vintertiden betyder det jo også, at udsigten er så meget bedre.
Jeg har siden 2015 lavet dagsture i en vandregruppe, jeg i dag kalder Vandremakkerne. Langt de fleste af gruppens ture finder sted i det østlige Sjælland – blandt andet Hareskovene. Det bedste startsted for ture i de to Hareskove og Jonstrup Vang er Hareskov Station, mens Skovbrynet er mit foretrukne udgangspunkt for ture ved Furesøen. Da Skovbrynet også er indgangen til den mest kuperede del af skovene, vælger jeg ofte den s-togstation, når jeg vil på en længere tur - altså en på 20 km. Eller mere for det kan skovene godt bære. Skovbrynet rummer gode parkeringsmuligheder og er tæt ved både Hillerødmotorvejen og Ring 4, så…
Begge disse stationer er i øvrigt velbesøgt af mtb-ryttere. Der er helt klart flest ude i sporene i formiddagstimerne både lørdag og søndag, så på det tidspunkt vælger jeg at gå ved siden af mtb-sporene, så vi alle kan være der.
Offroad – masser af muligheder ikke kun her
Jeg elsker at gå offroad og uden for de store stier. Stierne er gode som ’transportveje’ og især sidst på de længere ture, hvor turdeltagerne – og jeg selv – kan være trætte efter de mange km og bare gerne hurtigt vil nå frem til mål.
Ture væk fra stierne byder på stilhed, andre oplevelser og overraskelser i skovbunden eller træerne. Hareskovene rummer desuden mange gode bakker, der bestemt kan trække tænder ud. Flere af disse ligger i Frederiksdal Skov, og heldigvis er der stier på de fede bakker, så jeg rent faktisk også må gå der. Det er jo kun i de offentlige skove, at vi må færdes uden for veje og stier.
Den store rundtur på 21 km
Jeg har lavet en tur på over 20 km, der fører dig rundt til alt det skønne i skovene. Den skal ikke have flere ord med på vejen. Du skal gå den selv. Du får alt på den tur, hvad du måtte ønske dig.
Faktisk kommer du meget tæt på Restaurant Skovlyst, så vil du forkæle din partner – eller dig selv – med en kop god fadøl, er der 5-6 varianter her, som bryggeriet kun sælger her. Stedet har selvfølgelig også kaffe og gode borde at slappe af ved, inden turen fortsættes.
Du kan vælge at starte denne rundtur ved en af de to stationer Hareskov eller Skovbrynet. Fra Skovlyst er der små 2 km til Hareskov, hvorfra du kan skyde genvej med toget i stedet for de sidste km til fods.
Overnatning i det fri
Hvis du er en af de mange, der har opdaget den fantastiske mulighed, vi gennem de seneste år har fået for at overnatte i en række skove, er der gode muligheder i området og de tilstødende skovområder. Du må nemlig sove ude i de fleste af de offentlige skove i området: både Lille og Store Hareskov, Jonstrup Vang og Nørreskov. Det er fantastisk, når vi kun er 20-25 min togtur væk fra København.
Reglerne for at sove i skovene er disse:
Det er kun tilladt at overnatte én nat samme sted.
Man må højst slå to telte op samme sted.
Teltene må maks. være tre-personers telte
Med denne overnatningsmulighed betyder det, at du kan strikke en flerdagstur sammen inden for ganske få km. Ud til søerne ligger der flere små overnatningssteder og kano-landingspladser, hvor du kan tænde bål i et etableret bålsted. Ellers må du kun benytte et stormkøkken a la Trangia. Der er i øvrigt flere sheltere i skovene, som du kan booke på Naturstyrelsens hjemmeside.
God tur, hvad du end måtte have lyst til.
Naturstyrelsens kort til din tur
Lille og Store Hareskov samt Jonstrup Vang
9 km langs Furesøen
Den store rundtur på 21 km