Turomtale

Hærvejen har over et par år dannet rammen for et par teltture for min kæreste Helle og jeg selv. I 2015 gik vi fra Vejen til Silkeborg, og i 2016 tog vi ruten sydover med start i Viborg og mål i Silkeborg. Turene var på hhv 120 og 115 km. Vi var afsted i 4 og 5 dage.

Inspirationen til vores første tur var Hærvejens ambitiøse relancering af både hjemmesiden og kortmaterialet, den nye app, Facebook, Outsites turvideo og en DR-udsendelse med sangeren Thomas Helmig, som den altid hyggelige Anders Agger havde fået med på tur. Denne udsendelse er desværre ikke længere tilgængelig på nettet.

Hvor begge film tydeligvis var skudt på letvægtsture med kørt oppakning og overnatning på herberger og B&B, valgte vi det såkaldt frie teltliv med deraf følgende større vægt. At det faktisk viste sig at være langt mere bundet, er en anden sag, for vi skulle have vand med jævne mellemrum, og dét var bestemt ikke lige til.

Forberedelser, læring og spøjse oplevelser

Som altid starter en god tur med kortmateriale og relevant litteratur inden for rækkevidde. Ja, og pc’en forstås. Jeg havde været så heldig at vinde det nye kortsæt i en Facebookkonkurrence, som Hærvejen og Outsite.org stod for.

Kortene i 2015-udgaven, der stadig er den solgte udgave her i efteråret 2017, er imidlertid lavet på så tyndt papir, at de selv ved alm brug undervejs revner i foldningerne. Heldigvis kom vi ikke ud for regn, for så var det gået helt galt. Jeg vil anbefale, at du tager noget tape med til at forstærke foldningerne… Noget andet er, at kortsættet er horribelt dyrt at købe over nettet. Hele 185 kr. tager Hærvejen for at sende det med PostNord, og så tager forsendelsen fantastiske 4-10 dage. Ved køb på et turistkontor koster sættet kun 100 kr. I mine øjne er en sådan prissætning bestemt ikke en vindersag.

Hærvejens app kan helt klart anbefales. Det er klart en fordel at have downloadet kortene i wifi-område, men når det er sket, kan de bruges uden netforbindelse. Se gerne Outsites anmeldelse af appen.

Vi skulle allerførst finde en hensigtsmæssig måde at komme til og fra det jyske. Vi havde egentlig ikke et foretrukket startsted, så vi lod det komme an på transportmulighederne. Her fandt vi ud af, at vi med busselskabet 'Rød billet' (som her i 2017 er købt af FlixBus) - kunne komme til Vejen og siden hjem igen fra Silkeborg for 140-150 kr. pr vej. Det var simpelthen meget billigere end toget. Belært af disse erfaringer var vi langt tidligere ude i 2016, hvor vi fik fat i orange billetter med DSB til 160 og 114 kr.

Selv om Hærvejsruten er møntet på både cyklister og vandrere, er den for os at se mest tilgængelig for cyklister. For os vandrere var der i 2015-16 rigtigt langt mellem overnatningssteder med adgang til vand. Jeg havde ikke held med i forvejen til at finde officiel hærvejsinfo om vandposter. Jeg kender selvfølgelig til de gængse steder som kirker o.lign., men de ligger jo ikke på hvert et af Hærvejens gadehjørner. Adskillige vandrevenner fra Outsite og Vandremakkerne har haft tilsvarende oplevelser, også dem der har taget turen med overnatning på herberger. Der ligger helt klart et forbedringspotentiale for Hærvejen, hvis projektet skal lykkes… Det er ikke bare at lave nye sheltere, for det ER sket, kan jeg se, men hvor vil det være godt med en oversigt over, hvor vi kan få vand.

Vi valgte i 2015 at henlægge dele af turen til cykelruten eller alternative veje for at få nogenlunde ens etaper. De ca. 25 km lange etaper var en konsekvens af vores start- og slutsteder og de dage, vi havde til rådighed. Jeg må klart erkende, at jeg dummede mig her og fejlberegnede tingene… Meningen var jo ikke, at vi skulle på en stroppetur, men det føltes lidt sådan. Dette også fordi jeg allerede på førstedagen fik vabler som følge af varmt vejr, en tung rygsæk og meget asfaltgang. Siden fik også Helle vabler, så det var nærmest sådan, at vi de første fem minutter efter hver pause måtte bide smerten i os på grund af vablerne på hælene, der senere på turen var i flere lag. Nå, bagefter er det sjovt at tænke på; ja det er nærmest glemt nu. Jeg husker, at jeg var godt bekymret, for jeg stod over for deltagelse i Fjällräven Classic i Lapland få uger senere. Heldigvis mærkede jeg ikke noget til vablerne deroppe.

På turens første aften nåede vi som planlagt frem til målet, en smuk lejrplads ved Naturrum Kirstinelyst, tæt ved Randbøl Hede. Et alle tiders sted, som kun kan anbefales med flere sheltere, brænde i rigelige mængder og adgang til et ordentligt toilet, der vedligeholdes af Naturstyrelsen. Målet på dag 2 var en campingplads ud til Fårup Sø. Der er som sådan ikke noget galt i at overnatte på en campingplads, men vi følte os ret så malplacerede siddende med vores Trangia foran det lille røde telt og midt mellem de meget større telte og campingvogne med grill og rigtige stole.

En anden ting, der heller ikke er helt glemt den dag i dag, var de gnavsår, jeg fik i mellemkødet de dage, altså i ”de nedre regioner”. Keb-bukserne må have siddet forkert og gnavet. Det gjorde så ondt, at smerten fra vablerne helt blev glemt. Så det var godt for noget, men for F… Jeg valgte at tage bukserne af, og det hjalp bare gå rundt i underbukser. Så var der jo bare lige det, at vi efterhånden var nær dagsmålet, nemlig en naturplads tæt ved både Gudenåens og Skjernåens udspring.

Om det var fordi, at jeg gik rundt der med næsten bar røv, at en masse køer fandt det passende at stille sig op og glo lige der, hvor vi skulle passere for at komme til Gudenåens udspring, ved jeg ikke, men vi nøjedes så med den anden å og vendte så om. Kort efter nåede vi lejrpladsen… og jeg, der stadig gik rundt i underbukser, kunne jo ikke gøre andet end med det samme at bekende kulør over for de to 10-årige drenge, der var på tur med deres fædre. ”Hvis I tænker, at jeg kommer gående her kun i underbukser, har I ganske ret”. De kiggede på hinanden, storsmilende, for den slags kunne de godt forstå. Så vi havde dem siddende hos os meget af aftenen.

Man skal jo lære af ens fejl, så næste dag gik vi gennem Nørre Snede og købte noget panthenol salve, der hjalp godt. Det er blevet fast inventar herefter. Jeg har siden hos gutterne i Outdoor Rødovre købt et produkt Body Glide, der lægger en forebyggende hinde, og også det ligger i sækken, når jeg er på tur.

På kursus med mor

Sidste overnatning på 2015-turen var også lidt sjov. Jeg havde læst om det den gang relativt nye shelter ved Vrads Sande. En rolig plads, fantastisk beliggende og med masser af brænde, toilet og vandhane. Shelteret var optaget af 3-4 mænd, der havde besøg af tre piger på 11-13 år. Mens mændene gik ind til Vrads Købmandshandel, kom pigerne til os. De fortalte os, at de var sammen med deres mødre, der var på et ugelangt ophold på Ashram, et nærliggende meditationscenter. De havde været der i flere dage, og de var sultne, fordi maden ikke lige faldt i deres smag. Pludselig ringede Ashrams madklokke, og væk var de, men kun for en kort stund for efter 15 min var de retur. De var trætte af at være der, mærkede vi, og det var for fleres vedkommende vist 3. gang. Heldigvis havde de hinanden, som de sagde. Maden havde heller ikke denne dag været ”som derhjemme”. Resten af aftenen må have været afsat til meditative sessioner i naturen, for adskillige kursister kom forbi shelteret uden egentlig at ænse os, som de gik der forbi med fjerne blikke.

Stella i Bække

Der er helt klart forskel på, hvor sexet og spændende Hærvejen er; det afhænger af, om man starter fra syd eller nord. For at sige det ligeud var 2015-turen til at starte med mod nord ikke særligt spændende. Vi skulle gå en masse km på asfalt, og det er på veje, hvor jyderne (selvfølgelig) kører stærkt, og hvor det ikke er særligt fodgængervenligt.

Vi fandt det for øvrigt ret påfaldende, hvor meget skrammel og møg der ligger ved de huse, ruten kommer forbi, og i særdeleshed at ingen gør noget ved det. Der var også masser af dårligt vedligeholdte huse og udrangerede biler, der bare henstod. Det var lidt lige som i 1980’ernes ”Polle fra Snave” reklamer fra Sonofon. OK, vi har været igennem et krisefyldt tiår, men Come on. Få gjort noget ved det.

”Spændende” blev det på en anderledes måde, da vi i Bække besøgte en udstilling om Hærvejen. Udstillingen bemandes af lokale frivillige, og vi blev budt indenfor. Endelig var der kunder i butikken. Det er åbenbart ikke hver dag, der kommer fremmede til byen, for kort efter vores ankomst kom en kvinde iført hvid cowboyhat og ditto tøj og cirklede omkring mig. Nu var det en varm dag, så jeg havde lynet lynlåsen ned i siden på mine Keb-gaiters, og gudhjælpemig, om ikke kvinden rørte mig på låret og spurgte om det var varmt… Uh la la… Den frivillige udbrød højt med flov stemme: ”Stella… det må du ikke. Nu skal du lade manden være”, og jeg forstod bedre, at den ben-interesserede kvinde måske ikke lige havde helt styr på de gængse sociale normer m.m. Vi hastede ud af udstillingen, mens Stella blev indenfor.

Året efter i 2016 havde vi endnu en hyggelig oplevelse. Netop ankommet til Viborg ville vi se domkirken. Det skal man JO. Der var heller ikke andet at lave i byen, for stort set alt var lukket denne søndag. Inde i kirken blev jeg mødt med en højlydt hilsen. Jeg kunne først ikke genkende Martin, men hjulpet lidt på vej kunne jeg selvfølgelig godt genkalde mig ham fra en af de guidede ture, jeg har lavet gennem nogle år. Martin og kæresten havde spottet vores rygsække, og de skulle såmænd også på vandretur. Hyggeligt med dette uventede møde.

Vi fandt vores 2016-start i Viborg klart mere spændende end starten året før i Vejen. Dollerup Bakker, Stanghede og området omkring Hald Sø er fantastisk at gå igennem. Og når man er igennem det, står man pludselig på Gletschertorvet i Skelhøje. Her mødte vi ved endnu et totalt tilfælde endnu en vandreven, Rikke, der var på cykeltur på Hærvejen med sin søn. Hvor fantastisk er det ikke lige der midt i Jylland at møde en af vandrevennerne fra den hjemlige andedam.

Navnet Gletschertorvet kommer, fordi Skelhøje for 18.000 år siden lå på grænsen af datidens gletschere. Dette ses ved et markant skift i naturen, der syd for Skelhøje er ret så fladt og med landbrugsjord, mens det mod nord er anderledes kuperet og med hedeområder. Kommer du til Skelhøje på et tidspunkt, må du unde dig selv at gå de få meter hen ad vejen Slugten, hvor du kan stå præcis på kanten af dødishullet. Så får du det udkig, du kan se på billedet her. Du skal også unde dig selv et besøg i Skelhøje Købmandsbutik, der er et godt eksempel på, hvordan man skal gøre for at tiltrække og fastholde kunder.

Ja… og faktisk har jeg slet ikke omtalt Bindeballe Købmandsgård, der er en slags købmandsmuseum. Du må helt klart lægge vejen forbi, hvis du er i nærheden. Købmandsgården ligger midt mellem Hærvejens cykel- og vandrerute, men da vi natten forinden havde overnattet ved Kirstinelyst, var det oplagt at tilpasse ruten dertil. Er vejret til det, kan du få dig en god kop kaffe med ostemad eller kage og slappe af i den dejlige gårdhave.

Jørgen fra Thorning

Vi havde jo erfaringerne fra 2015 med i bagagen, så etaperne i 2016 skulle ikke være nær så lange, og det blev de heller ikke. Gennemsnitligt i hvert fald. Første nat sov vi på en teltplads ikke langt fra Hald Hovedgård, mens vi nøjedes med nogle få km til den næste, der var en af de primitive lejrpladser på Inderø Skov. Derefter skulle vi have nogle km i benene frem til målet på tredjedagen en teltplads i byen Thorning, en privat plads tæt ved Kauergaard, en stor gård i byen. Pladsen ligger på en græsplæne tæt ved en grisestald. Overnatningen kostede sølle 20 kr., men så havde vi også adgang til toilet m.m. Og jow, det lugtede da noget fra grisestalden, men ikke på den grimme måde, for det var en gård med styr på tingene.

Ejeren Jørgen kom forbi og blev en halv times tid. Vi fik os en rigtig god snak om politik (også han havde været indenfor politik, viste det sig), landbrugets rammer og hans avlscenter, der var ganske stort med flere gårde, hvor de også bedriver forskning i griseavl og -foder. Avlscentret var stort på verdensplan, fordi centret leverer orne-sæd af bedste kvalitet med en kæmpe eksport til Asien. Ja, se det var ikke lige den slags, vi havde forventet at blive klogere på her i Thorning under vores hærvejstur.

Efter endnu en overnatning, denne gang ved Bølling Sø, hvor vi havde toilet med træk og slip, skulle vi finde vores sidste plads. Da vi havde Silkeborg som vores slutmål, havde jeg udset mig flere mulige steder blandt andet med stor inspiration fra Jens Bruns hjemmeside www.jensesvandringer.dk. Vi endte i Lovdal Skov, hvor der er fri teltning. På den måde ville vi komme ind til Silkeborg via Virklund fra syd, altså anderledes end i 2015, hvor vi kom ind fra Funder.

En af udfordringerne på denne sidste del af etapen var på ny at finde vand. Vi var dog så heldige at komme forbi et hus med udendørs vandhane. Lidt længere fremme mødte vi en lokal jæger med gevær. Vi blev pludselig nervøse for, om der var jagt i skoven, for vi var efterhånden så flade, at vi ikke magtede at gå meget længere. Jeg var også ved at overveje stealth overnatning, altså at vi tys-tys slog lejr et sted uden for synsvidde. Jægeren fortalte, at han havde siddet forgæves i hele tre uger. Heldigvis lå ”vores” del af skoven uden for hans jagt. Da vi havde etableret vores lejr for natten, lød pludselig et skud… Hold da helt op, hvor højt sådan et skud lyder igennem skoven, nærmest skræmmende. Der kom heldigvis ikke flere. Vi ved af gode grunde ikke, om jægeren endelig havde held med sit forehavende.

Finale

Skal man ud og gå på ruten mellem Vejen og Viborg vil jeg klart anbefale andre at starte sydfra og ende i Viborg. Startstedet afhænger selvfølgelig af de dage, man har til rådighed. Men det betyder, at man får dette smukke område på turens næstsidste dag. En kanon afslutning efter min mening. Efter en overnatning på herberget ved Hald Hovedgård eller i en af de nærliggende shelter- og teltpladser er der nemlig ikke mange timers gang ind til målet i Viborg.

Kommer man afsted på samme tid som os – i juli måned – er området ved Dollerup Bakker fyldt med hindbærbuske. Vi var heldige med tidspunktet, så vi brugte en del tid på at plukke og spise hindbær. Længere sydpå efter et par dages gang kom vi igennem Stenholt Skov med et stort område med gamle egetræer (egekrat), der ligger nord for Bølling Sø, og hvor der var masser af blåbær, ja faktisk så mange som jeg aldrig før har set i danske omgivelser.