Turomtale

For et par år siden i 2013 deltog jeg i den 9. udgave af Fjällräven Classic, der er en 110 km vandring på Kungsleden mellem Nikkaluokta og Abisko, altså små 2000 km fra min bopæl på Amager. Det var en fantastisk oplevelse, selv om min makker må udgå efter et fald.

Først i 2014 lancerede Fjällräven Danmark så en lavlandsvariant. Midt i juni måned. Den måtte jeg med i. Simpelthen. Jeg havde heller ikke andre større vandreplaner for sommeren, så…!

Sjovt nok havde Fjällräven nærmest kopieret betingelserne fra det svenske, så flere fjeldrelevante ting fremstod som komiske for os deltagere, der bare skulle gå 75 km på Sydfyn midt i juni: hue, lange underbukser, kompas… Jeg vil indrømme, at jeg i det stille udøvede civil ulydighed.

2014-udgaven af Classic.dk blev en stor succes; for Fjällräven fordi de fik udsolgt både i salgsrunde ét med 200 deltagere og såmænd også i runde to med yderligere 200. For mig var det en stor oplevelse, dels at være i det fynske, dels fordi jeg kom igennem uden gener og ikke mindst fordi jeg undervejs mødte og snakkede med rigtigt mange mennesker. Fysisk var det lidt af et sats, fordi jeg valgte at gå i nogle nye trailsko (Salomon xa pro 3d).

Setuppet i den danske udgave er bundet af de rammer, som den danske natur giver: man kan kun gå i tidsrummet 8-19, og man skal overnatte på faste, angivne områder, dels pga bukkejagten, dels fordi vi jo ikke har den skønne allemandsret.

Netop disse rammer gør, at den danske classic kan opleves næsten lige så hård som den svenske. Især i 2014, hvor vi på førstedagen med dens mange bakker gennem de fynske alper (: Svanninge Bakker) oplevede varmen slå os som en forhammer.

Mange fik vabler og nåede ikke at gardere sig med sportstape. Jeg har på den slags ture altid elastisk tape med (af mærket Select, som jeg køber i Intersport). Jeg taper mine fødder ind, nærmest før jeg får den brændende følelse i fødderne. I 2014 havde jeg imod alle råd vovet pelsen og gik i et par nye Salomon XA PRO 3D. Det gik uden problemer og skader.

Forberedelser

Når jeg står foran længere vandreture på 3 dage eller mere, er det vigtigt for mig både at være og føle mig godt forberedt både hvad angår min fysiske form og mit grej. Begge dele kan jeg gøre noget ud af, selv om det er lidt lettere med grejet.

Jeg er så heldig at være turleder for bladet Opdag Verden, hvor jeg i bladets Adventureklub arrangerer ture for folk i Sydsverige. Jeg kan tilrettelægge mine ture, så de dels passer ind i mine weekender med den yngste datter, dels i andre aktiviteter og kæresteliv. Disse ture giver mig mulighed for at teste mit gamle grej og eventuelle nyindkøb. Det sker jo, at jeg lige på nettet får trykket på ’til kurven’.

Til de fysiske forberedelser hører også, at jeg arrangerer dagsture i Hovedstadsområdet i en Facebook-gruppe. Her er mine ture oftest 20-25 km. På den måde ”sniger” jeg mig altså til nogle km i benene i løbet af vinter- og forårsmånederne, og jeg er helt sikker på, at det kommer mig til gode, når jeg står der på startlinjen og skal tage hhv. de 75 eller 110 km på de to classic-er.

Hvad skal jeg tage med?

Jeg morede mig jo lidt over Fjällrävens forventninger til udstyr, men selvfølgelig skal man også i forhold til en tredags tur i sommer-Danmark tænke over både tøj og grej.

Det milde sydfynske klima gjorde, at jeg foretrak mit letvægtstelt, et Nordisk Telemark II ULW. Hver gang jeg tager dette telt med, glæder jeg mig over vægten på knapt 900 gram, altså ikke en gang en liter mælk. Jeg har det også bare sådan, at teltdugen og bunden forekommer meget tynde, og da Nordisk i deres reklamemateriale gør et nummer ud af at skrive, at det er testet til 17 meter i sekundet (: stiv kuling ifølge DMI), tænker jeg, at dér går grænsen så nok også.

I dansk eller sydsvensk regi gør det ikke noget, for vi overraskes sjældent over hurtige vejrskift, så vi pludselig står midt i et stormvejr. Jeg har dog oplevet nogle gange, at teltet ikke har stået så stabilt, som jeg kunne ønske mig, men hver gang har det holdt. Også den gang i maj 2014 på en tur med Opdag Verden, hvor vi kom ud i et heftigt, heftigt tordenvejr, hvor det regnede, lynede og tordnede i ét væk. Men det er sikkert og vist, at jeg foretrækker klassikeren Hilleberg Akto, når jeg drager til Lapland. Teltet er et firsæsoners telt, som kan tåle nogle tærsk, og det er afprøvet gennem flere generationer. 1600 gram vejer det, og jeg vil bestemt hellere bære den ekstra vægt og så vide mig sikker.

Downsizing – i retning mod letvægtsvandring

Jeg har over de seneste år downsizet min turgarderobe og grej i øvrigt. Det har været et klart plus på vægten og den oplevede vandreglæde.

Når det kommer til t-shirts, er merinould mit foretrukne valg. Bestemt ikke bomuld, der samler på sved og dårlig lugt. På ture som den fynske sommer Classic er jeg til merino i 150-tykkelsen, og så tager jeg en eller to kortærmede med, evt. en langærmet som erstatning for en kort. Der er ét men ved disse Icebreaker Tech T lite t-shirts, nemlig at de ofte kommer i karambolage med mit Fjällräven bælte, som laver nogle irriterende huller. Men tøjet er købt for at blive brugt, og så pyt med hullerne. På den svenske Classic skal man medbringe en tykkere, og der har jeg også min Devold Expedition med.

Bukser… ja, der sker noget på den front disse år. Mine første var Greenland fra Fjällräven. De holdt i adskillige år. Siden kom Karl-modellen med zip-off ben. Dejlige bukser, men jeg foretrækker klart nogle med snævrere ben end disse. På årets danske Classic tog jeg mine Vidda Pro med, fordi vejret så ud til at blive temmelig skiftende. Bukserne blev dog ret varme på sidstedagen i fuld sol, og der ærgrede jeg mig over ikke at have bukser på med zip-off eller lynlås i siden.

Det betød, at jeg til den svenske Classic i august i år tog mine nye Keb Gaiter med. Det er ALTSÅ en fed buks… strækmateriale de strategiske steder, så bukserne smyger sig ind til kroppen, lynlås i den øverste del af buksebenene, og så kan den underste del lynes af, hvilket jeg benyttede mig af flere gange. Jeg kan bestemt anbefale dem – de ekstra penge er godt givet ud.

The Big Three

Det, der virkelig tæller i vægtsammenhæng, er rygsækken i sig selv og så underlag og sovepose. Teltet har jeg talt om. I dag har jeg et par rygsække, en Exped på 60 l og en 70 l Osprey. Der er et kg til forskel mellem de to. Den lette Exped Lightning på 1100 gr sidder nærmest bedre, og det var også den, jeg valgte til begge classic’er i år.

Tidligere havde jeg en Kajka 100 l fra Fjällräven; den sad fantastisk men vejede også 3,5 kg. Da jeg traf mit valg om at gå lettere, var jeg heldig nærmest at kunne sælge den til min indkøbspris. Allerede dér har jeg altså barberet mere end 2 kg væk.

Med mit Telemark II telt, en Summerlite sovepose fra Western Mountaineering og et Neoair Xlite underlag fra ThermARest kommer min udgave af ”The Big Three” på en dansk og sydsvensk tur til at veje under 1800 gram. Den slags er ikke billigt, men det er alle pengene værd, og jeg kan kun anbefale det.

Den danske Classic

Den danske Classic er henlagt til Sydfyn, hvor starten går i det smukke Falsled. Målet 75 km væk ligger ved Valdemar Slot ved Troense. Falsled er bestemt ikke nemt at nå frem til med offentlige transportmidler, men jeg har været heldig at finde transport dertil med vandrevenner i både 2014 og 15.

Med start om morgenen vælger mange at ankomme til Falsled aftenen før. Jeg har begge år sovet på den lokale campingplads. For prisen på ca. 100 kr. ligger man med udkig til øhavet og får en stemningsfuld aften, hvor det lige som på Camp Ripan i Kiruna summer forventningsfuldt forud for starten næste morgen. Overnatter man på campingen, er der mulighed for at møde gamle venner eller dem, man bare har skrevet med på Facebook; så får man en rolig morgen, inden man tøffer de 1000 meter hen til startpladsen. Adgangen til ordentlige toiletter og badefaciliteter er bestemt en lille luksus inden de næste dages mere ydmyge faciliteter.

Classic foregår udelukkende på selve Øhavsstien, hvor man kommer igennem skove, går i strandkanten, på grusstier, i markkanter, på små biveje OG naturligt nok også på Svendborgsundbroen, fordi sundet over mod Tåsinge skal krydses inden for de sidste 10 km.

Turen byder på alt, hvad man kan forlange. Ja, næsten mere end det: Bølgende kornmarker, smukke udsyn fra højderne over det sydfynske øhav, søer, store og små bindingsværkshuse og flere herregårde, strandpassager, bakke op og bakke ned, det hele...!! Jeg skal hilse at sige, at det bestemt ikke kun er Svanninge Bakker, som trækker tænder ud på Sydfyn.

Mine forventninger til turen på Øhavsstien blev helt klart indfriet. Det var en stor oplevelse i alle henseender, og gentagelsen i år gjorde kun oplevelsen bedre.

Hygge, hygge og hygge

Det sociale aspekt udgør en stor del af både den danske og svenske Classic. Med 400 deltagere på Fyn, de faste overnatningssteder, hyggeaften med fællesbål på andendagen ved Egebjerghytten og en fælles afslutningsfest er der rige muligheder for at falde i snak med nogen - hvis man altså vil. Det er bestemt muligt at undgå at falde i snak med nogen, men man skal anstrenge sig, for folk har begge år været åbne og imødekommende.

Hvad man snakker om? Simpelthen om alt mellem himmel og jord. Om grej, telt, nyindkøb, vægten på ens rygsæk, ruten, eventen...til at starte med og siden også andre emner. Man finder selvfølgelig ud af, at man har et eller andet til fælles. I år skulle man også lige have en opdatering i forhold til sidste år. Altså er det på en eller anden måde, lige som man kan have det med ens venner og bekendte. Hvor en lokalt boende vandreven sidste år trakterede os med den lækreste kage ved start, ringede en anden i år hjem til manden, og pludselig havde vi et brag af en aften over de øl, han kom med til os.

Hvad koster det?

Den danske Classic kostede 1000 kr. i 2015. Man får brændsel og rigeligt med mad mm. og så mulighed for at køre i bus tilbage til Falsled. I den svenske classic står menuen udelukkende på tørkost fra Real Turmat, og der kan man vælge mellem mange varianter, både de vegetariske og dem med kød. Real Turmat får man også i Danmark, men her er det som aftensmad og der er mulighed for at vælge mellem tre-fire typer. Til frokost er der rugbrød og forskelligt pålæg på dåse. Der er så rigeligt af det, at folk ikke kan spise alt. På Sydfyn får man også frugt, snacks, kaffe/te i poser og endda også saft et sted. Det er lige før, at der skal mere til end anstrengelserne på turen, hvis man bare vil komme hjem i samme vægtklasse som tidligere.

Den relativt høje deltagerbetaling dækker selvfølgelig også en masse logistik, som man som deltager ikke lige tænker over, fx toiletter ved start og mål, ved checkpoints undervejs og ved de to overnatningssteder. Det er helt sikkert heller ikke billigt at betale for overnatning ved Holstenshuus og Valdemar Slot.

Ud over deltagerbetalingen på 1000 kr. og de 100 kr. til camping er der transportudgifter, der for mit vedkommende til/fra Amager er omkring 500 kr., altså 1600 kr. Til sammenligning kostede den svenske i år 1800 sek, svarende til 1500 kr. Hertil kommer 20-2200 kr. på transport til Kiruna og retur fra Abisko. Jeg overnattede i Abisko i telt til 100 kr. pr. nat. Det giver 3800 kr., men SÅ får man også et gratis tøjmærke til rygsækken, der i Danmark koster 40 kr.

De små sjove og mærkelige oplevelser

Der er masser af små oplevelser undervejs, som jeg tænker tilbage på med stor glæde. Først og fremmest de frivillige hjælpere, som begge år har været SÅ glade, smilende og hjælpsomme, selv om de i hvert fald det første år nærmest halsede efter os (: reelt foran os) for at nå at gøre næste checkpoint og lejr klar. Det samme gælder samaritterne, der har haft rigtigt travlt.

Jeg tænker også på den stakkels pølsemand i Fjellebroen, der ikke i 2014 havde den fjerneste anelse om, at der ville komme 400 is- og pølsesultne vandrere forbi. Han så helt fortvivlet ud over den indtægt, han kunne have fået sig, da jeg sagde det til ham tidligt på førstedagen.

Jeg tænker også på de søde beboere langs ruten, som i 2014 tilbød et par vandrefæller og jeg koldt vand, da vi i den stegende hede kom forbi deres hus og sikkert fremstod temmelig varme. Eller på den dame på villavejen i Troense, som sidste år bød os på en øl eller en sodavand, og som i år havde fulgt min opfordring til at opstille en bod med salg af kølige vand og øl, chokolade og andet godt, og som havde fået sit barnebarn over fra København for at styre butikken. Gensynsglæden var stor, og det var da mere end sjovt, at hun havde taget imod forslaget.

Endnu en oplevelse - med en sen efterbrænder - var, da jeg undervejs i 2014 tog et billede af tre deltagere siddende i skoven og dele en flaske vin. Det er bare sådan, det skal være i lille hyggelige Danmark. Siden snakkede jeg lidt med dem. I sommers ved Singi, et checkpoint på den svenske Laplandsclassic, mødtes vi så på ny. Helt og aldeles tilfældigt. Sjovt sjovt var det at mindes den danske tur.

En af de ting, der undrer allermest, er den opgave, som de stakkels hjælpere er sat på, nemlig på overnatningsstederne at sikre, at der er mindst tre meter mellem hvert enkelt telt, og det er altså ikke tre meter mellem teltene men mellem bardunerne. Dette brandhensyn er helt ude i skoven. Totalt galimatias. På campingpladsen eksisterer ikke et sådan krav. Det skriger til himlen – specielt når jeg så tre uger senere dom frivillig på Roskilde Festival ser, hvor mange telte der her kan være på samme areal.

På’n igen?

Jeg føler mig bestemt fristet til at tage turen en tredje gang, hvis den passer ind i vandrekalenderen og den på arbejdet. Mon vi mødes derude?

Fakta

Publiseret på Outdoor Rødovres blog i 2015. Butikken lukkede i efteråret 2018