Sommertur på The Wicklow Way, Irland

Vi valgte i sommeren 2018 at tage til Irland, hvor vi først ville gå The Wicklow Way i det østlige Irland og siden være turister i Dublins Fair City.

The Wicklow Way starter officielt i Marley Park i en sydlig forstad til Dublin, går igennem de betagende Wicklow Mountains og slutter i den lille landsby Clonegal 131 km ude på fladt land. 

Vi havde købt os til de praktiske ting gennem Vagabond Tours, som vi havde gode erfaringer med fra en tur til Østrig i 2017. Vi sætter datoen, og de sørger for indkvartering, der også på denne tur er inklusive morgenmad og bagagetransport. Det er altså rart! Vi havde valgt en 10 dages tur med to indlagte dobbeltovernatninger. De ekstra ‘hviledage’ ville vi bruge på at udforske områderne.

Vi valgte at gå fra syd mod nord af flere grunde. Transportmæssigt var det nemlig det nemmeste at starte i syd. Vi ville hellere bruge den første dag på at komme frem til vores startby og være friske til vandreturen næste morgen end at skulle haste frem til slutbyen for at nå dagens måske sidste bus tilbage til Dublin. Her bagefter tænker vi også, at turen er mest interessant med kurs mod nord.

Jeg havde i forvejen købt et par bøger om ruten fra forlagene EastWest Mapping and Rucksack Readers. Bøgerne går for at være dem, man skal have. Trailhead Ireland havde (og har stadig) et pakketilbud på dem.

Jeg havde selvfølgelig researchet godt og grundigt og fundet ud af, hvad vi skulle bruge hviledagene på. Jeg havde blandt andet også læst om de gamle vandrestave (sticks), som laves i byen Shillelagh. Shillelagh-staven er lavet af slåen-buske (blackthorn). Her i Danmark bruges slåen-bær til snaps. Sjovt nok var det i netop den butik, Olde Shillelagh, vi skulle overnatte den første nat på selve turen. Ude bagved havde de 3-4 værelser i en B&B. De her sticks er voldsomt dyre, men ejeren forklarede det med, at det tager hele tre år at lave en ordentlig Shillelagh-stick. Efter høstningen skal den tørre, siden bearbejdes, males og lakeres. De var flotte, må jeg medgive.

Ligesom i Danmark var 2018-sommeren i Irland meget varm. Vi snakkede med ‘the locals’ om det, og tørken gav dem store udfordringer med at skaffe både vand og foder til malkekøerne. En af landmændene var overraskende positiv midt i sin fortælling om familiens udfordringer og sagde blot, at ‘we’ll manage’; de skal nok klare det, nøjsomme som de er.

Vi havde i forvejen indstillet os på en vandretur med regn. Sådan er det jo i Irland. Sommeren ville det anderledes, og vi endte med kun at have regn to halve dage.

Alt i alt fik vi en tur med masser af gode oplevelser og god mad. Flere af de B&B’s, vi overnattede på, tilbød gode, solide landmandsportioner af lokale varer. Nogen af stederne kan man købe en madpakke. Derovre på de britiske øer spiser de jo toast, der ikke fylder i længden, så vi købte tre madpakker og supplerede med ekstra frugt. Så gik det godt. Distancerne var vel gennemsnitligt 20 km.

På begge de steder, hvor vi havde dobbeltovernatninger, var der gode muligheder for at spise. Det første var kroen/pubben The Glenmalure Lodge, hvor der begge dage var levende musik og alt, hvad vi kunne ønske os.

Ud over mange forskellige øltyper - og selvfølgelig Guinness - var der også mulighed for at få cider. Cider er STORT i Irland, og det er altså cider med procenter, der serveres i flasker eller glas i pint-størrelse, altså 0,6 l. En af de meget varme dage stoppede vi ved The Dying Cow, den eneste pub direkte liggende på ruten. Et skrækkeligt navn, men vi fik en iskold cider med perlende dråber på flasken. Vi blev dog lidt mærkede af den, men skøn var den. Mærkeligt med pubnavne, for i Dublin så vi en med navnet ‘The Bleeding Horse’.

Den anden dobbeltovernatning var i byen Laragh, der ligger tæt ved den ikoniske sø Glendalough med dets stenkloster. Undgå stedet på lørdage, for her er SÅ mange mennesker. Den lørdag vi kom forbi, var området fyldt med sprogskole-elever. De forskellige skoler må have aftalt at tage derhen på samme dag. Det lykkedes os dog at se klostret, mens der var dømt frokost. Allerede dagen efter var det bedre.

På vores sidste aften på The Wicklow Way sad vi udenfor i aftenmørket og hørte mange, mange få bræge. Ellers var der helt stille. Hvis man da ellers kunne høre stilheden for de mange fårs brægen.

Dette stod i skærende kontrast til storbyen Dublins larm allerede den næste aften, men dét er en helt anden sag. Vi havde i hvert fald haft en fantastisk tur i et dejligt og blødt terræn. 

Normalt i en turberetning som denne er der en masse billeder. Denne gang gør vi det anderledes. Jeg har lavet et potpourri af billeder fra vores tur. Filmen tager 7 minutter. God fornøjelse med den.