Turomtale

Lidt intro om Helly Hansen

Helly Hansen er firmaet, hvis tøj slog igennem i Danmark som skiundertøj tilbage i 1980'erne, og som dem af os, der er født i 60- og 70-erne, MÅTTE have for at være in. Du husker sikkert striberne på ærmerne. I dag kaldes det for baselayer. Spørger jeg mine voksne unge mennesker, er man trendy. In er nemlig yt.

Og jo forresten, der var jo også de blå luffer, som vi elskede med deres lækre, tykke hvide kunstfor, når vi skulle på skitur, ud på cyklen eller tilsvarende. Det var noget, der holdt. Lige som i øvrigt firmaets Helly Tech produkt, der virkelig har kunnet tåle at få tærsk, blive vasket igen og igen uden at miste sin evne som gardering mod regn og blæst.

HH har i mange år primært været et mærke, som bruges af sejlere. Det er ikke noget, der ses i danske outdoorkredse. Firmaet har dog været på markedet i hele perioden, primært i de store kædesportsbutikker og inden for skiundertøj - baselayer. Hertil kommer arbejdstøj, hvilket var helt nyt for mig.

Helly Hansen er norsk. Ja, det er det første, man tænker. Næsten mere norsk end myseost, Kvikk Lunsj og skidronningen Therese Johaug. Men så’n er verden ikke længere. HH har gennem de seneste 10 år været ejet af et canadisk pensionsselskab for lærere, men blev sidste år købt af Canadian Tyre, der er et dækfirma! Det kunne for en dansker se ud som om en norsk katastrofe, men direkte adspurgt herom, så folkene fra HH et stort potentiale i det nye ejerskab. Canadian Tyre har blandet også Atmosphere og Sportchek, store detailkæder i Canada.

Hvorfor nu alt dette? For sådan starter artikler ikke traditionelt.

Dag 1: Kursen er sat mod Oslo

Jo, Outsites redaktion blev i juni inviteret på pressetur til Norge som led i HHs nye satsning inden for outdoorbeklædning. Den slags takker vi selvfølgelig ja til, for det er en oplagt mulighed for at netværke med folk inden for branchen. Det gør vi også for at se det, der kommer i butikkerne i de næste sæsoner, og i dette tilfælde ville der også være mulighed for at snakke med udviklerne selv. Outsite deltager som bekendt i den årlige, internationale messe ISPO. På den baggrund tager vi ofte kontakt til producenter for at teste nyt grej og tøj til gavn for Outsites læserskare.

På HH’s hovedkvarter i Oslo fik vi - en gruppe på 15 web- og magasin-smørere, bloggere og freelancere fra Canada, Frankrig, Tyskland og England samt de nordisk lande - en intro til HHs baggrund. 142 år er Helly Hansen blevet til i dag, hvor HH anser sig selv som næststørst i Norden.

HH’s primære markeder er Norge, Sverige, Storbritannien, USA og Canada. Ikke Danmark, men det kommer. HH breakede nemlig en masse spændende nyt - på blandt andet buksefronten, hvor firmaet i 2020 forventer at lancere 15-17 modeller mod kun fem her i 2019. I Oslo så vi nogle protoudgaver, men slet ikke alle, fordi de var "udlånt" til en samtidig store messe i Oslo og på vej til ISPO i München. ISPO er den store messe, hvor Outsite har deltaget de seneste år og også her i 2019 sendte live på facebook.

I løbet af efteråret 2019 vil du kunne læse om Outsites afprøvning af HH’s Odin-serie. Den rummer blandt andet en 3 lags skaljakke og -bukser samt en isolerende mellemlagsjakke med primaloft gold. Turen til Norge gav en første mulighed for at teste disse. Odin-serien er HH’s top-of-the-line med udmærkelser siden 2008, så forventningerne er store. Mon de kan indfries?

Outsite har tidligere testet en M- og K-udgave af HH’s Insulator Jacket, der er firmaets bud på en fiberjakke. På Outsites youtube-kanal kan du se en række forskellige film og film fra vores vandreture.

Det var en selvfølgelig del af setuppet, at vi skulle høre om HHs produktudvikling. Dels den tekniske side, dels HHs inddragelse af brugere med professionel baggrund. 55.000 brugere er inddraget på tværs over alle produktområder, og tallet øges. Det er mange.

På mødet hørte vi om HH’s samarbejde med S.Café, et stort firma inden for kaffegrums. Jeps, kaffegrums. Her i skrivende stund - foran hjemme-pc’en - går det op for mig, at adskillige af outdoorverdenens store brands bruger kaffegrums. Kaffegrums indarbejdes i HH’s tilfælde i fibrene, hvor grumset ikke kun er med til at øge tøjets solbeskyttelsesfaktor UPF men også har en gavnlig effekt på lugten. I og med at kaffegrumsen er indvævet i fibrene, kan det ikke vaskes ud. Win-win.

HH’s produktudvikler fortalte også om de forskellige typer af polyesterfibre, hvor jeg helt klart selv i forhold til nyere strækbare softshellbukser har oplevet forskelle i blandt andet åndbarhed uden at kende årsagen.

Ikke mindst skulle vi høre om, hvordan HH samarbejder med Norsk Folkehjælp (NFH) om udvikling af tøj, der virkelig skal kunne klare en ‘tøff’ behandling ude i det værste vejr året rundt.

Norsk Folkehjælp er en organisation, hvis frivillige hjælper Ola og Kari Nordmand samt dig og mig, hvis vi kommer til skade eller mister orienteringen på tur. Undervejs på den hike, som vi turdeltagere var på - på øen Senja, der ligger nord for polarcirklen - deltog hele 5 NFH'ere og viste os deres færdigheder. Du vil senere kunne læse om NFH og det, de gør.

Dag 1 gik altså med transport til Oslo, velkomst på forskellige sprog, pressehalløj og rundvisning i HH’s HQ og siden med mad på en ø tæt ved Bygdøy med museerne med Fram og Kon-Tiki. Du ved det måske: Norge var den STORE nation inden for polarforskning, hvor Fridtjof Nansen og Roald Amundsen brugte det gode skib Fram til deres ekspeditioner, mens Thor Heyerdahl byggede Kon-Tiki til sin polynesiske færd. Jeg har heldigvis været på museerne, så det gjorde ikke noget, at vi stålsatte gik forbi.

Dag 2: Oslo - Hamn i Senja

På dag 2 var det tidligt op. Det var endda så tidligt, at end ikke hotellet var gearet til vores afgang, men det lykkedes dog at få lidt mad. Foran os havde vi 1150 km flyvetur nordpå til Tromsø. Siden skulle vi på en god lang bustur i retning mod Senja, Norges næststørste ø, hvor vi skulle være de næste par dage. Senja hedder også Sážžá på samisk.

Busturen foregik på en af de 18 nationale turistveje - en norsk pendant til vores magueritrute. Flere gange måtte tidsplanerne ændres, for vores værter havde ikke heeelt taget højde for, at så mange bladfolk og en blogger tager maaaange billeder ved hvert stop.

Frokosten blev holdt på øen Sommarøy, hvor jeg under en gåtur spottede en masse armbåndsure, der var sat fast på broen til øen. Jeg undrede mig, for det plejer jo at være låse, kærester sætter fast.

Senere fandt jeg ud af, at der var tale om et lokalt tiltag, hvor borgerne på øen ønskede at sætte tiden i stå. Sommarøy skulle være en tidsfri zone, havde man meldt ud højst 14 dage forinden. Helt naturligt på et sted med midnatssol i 70 dage og hvorfor skal man ikke kunne slå græs eller male hus midt om natten.

Det hele viste sig imidlertid at være et markedsføringstiltag fra Innovasjon Norge, en norsk turismeorganisation, og det var endda bakket op af ministeren på området. Hele verden havde jublet med, så pressemeddelelsen om, at det ikke var et lokalt initiativ, førte en shitstorm med sig. En minister måtte undskylde på alles vegne. Tiltaget blev omtalt i knapt 1500 medier verden over, og store amerikanske og russiske medier så det i hvert deres lys. Begge i den negative retning, hvor flere medier her i lille Danmark nok egentlig fandt det morsomt. For mig bare startede det med nogle ure på broen deroppe lige efter frokostpausen.

Tilbage til turen. Vores værter havde nemlig heller ikke taget højde for, at vi undervejs skulle stoppe for at se det, der måske tager prisen for verdens dyreste udendørs toilet med en kvadratmeterpris på ca. 300.000 gode norske kroner eller 2,9 millioner danske kroner for hele fornøjelsen. Beliggenheden er også fantastisk, meeeen…

Efter seks timers kørsel - insgesamt - nåede vi det lille sted ‘Hamn i Senja’, hvor vi efter indkvartering blev budt velkommen af blandt andet en repræsentant fra øens turistorganisation og den lokale vært. Verdenspressen i form af os outdoorfolk var jo kommet, så nu skulle den ha’....

Senja er Norges næststørste ø og ligger i skyggen af Lofoten. Sådan oplever turistfolkene det i hvert fald selv. Vi hørte om deres strategi for at tiltrække gæster. Fokus er nærmest udelukkende på den købedygtige slags, der skal lægge gode dollars, euro og rubler hos øens få hotelværter og på sigt også B&B’s. Af samme grund er det ‘no go’ at publicere billeder af opslåede telte. Vi var flere, der undrede os rigtigt meget over denne prioritering, fordi vi i vores respektive medier har fokus på primitivt friluftsliv. Nutidens teltturister kan jo blive fremtidens hotelgæster, men det er ikke i fokus på Senja.

Om aftenen - midnat mere præcist - var der lagt op til et fælles kig på midnatssolen, men desværre dækkede skyer på himlen for oplevelsen. Det samme gjaldt dagen efter, så ÆV ÆV og ÆV. Om vinteren er det nordlys, der er i fokus.

Dag 3: Hike på Segla og vafler med brunost på Kråkeslottet

Efter endnu en tidlig morgenmad var alle klar til dagens hike, der som mål havde toppen af bjerget Segla med sine 600 lodrette meter ned til havet. Valget skyldtes uden tvivl, at Fred-Arne Danielsen, der er frontperson i HH’s samarbejde med Norsk Folkehjelp og selv bor på øen Senja, har bjerget som sin hjemmebane. Fred-Arne havde været med siden Oslo.

Vi havde endnu ikke fået mulighed for reelt at teste det tøj, som HH havde udstyret os med. Jo, flere af os havde pligtskyldigt taget forskelligt på til den lange rejsedag fra Oslo, men den bedste testmulighed var foran os.

HH’s folk udstyrede os hver især med en Kvikk Lunsj, kiksechokoladen, der ifølge producenten Freja er en del af den norske folkesjæl. Så selvfølgelig skulle vi have sådan en. Undervejs opdagede jeg, at fjellvett-reglerne i dag er trykt på indersiden af plasticindpakningen, hvor der tidligere var sølvpapir. Sådan husker jeg Kvikk Lunsj. Reglerne er med Den Norske Turistforenings ord også del af den nyere norske kulturarv.

Inden vi skulle i gang med hiken, fortalte deltagerne fra Norsk Folkehjelp om, hvad de gør, når de får besked om en nødstedt i fjeldet. Vi deltagere blev sat på en lille prøve, idet vi i små grupper skulle skulle finde en person i nærområdet - med andre ord tænke og handle, som var vi fra NFH.

Herefter var det tid til at komme i gang. Det gik pænt opad og op i tågen. På ryggen havde jeg en Vanir backpack, en 35 l dagtursrygsæk fra Helly Hansen. Vaniren vil de kommende måneder blive testet for alvor og vil supplere Outsites 2019-test af tilsvarende størrelse sække fra henholdsvis Lundhags, Lowe Alpine og Exped. Testen kan læses i nr. 13 af Magasinet Outsite (s. 50-73).

Da jeg ikke er glad for højder og de såkaldte luftige steder, som nordmænd kalder stejle steder som Segla, stod jeg af lidt over halvvejs, og før det blev for luftigt. Sådan må det være, når man ifølge fjellvett-regel nr. 8 skal vende i tide, for det er ingen skam ‘å snu’. Inden da var det blevet til fantastiske udsigter gennem tågen, der efterhånden lettede.

Vel nede igen havde jeg fornøjelsen af at være sammen med den norske buschauffør, som jeg havde gode samtaler med om bosætning, udvikling af landdistrikter, turismepolitik, kommunalreform og meget andet. På en eller anden måde var det fedt og en stor oplevelse at kunne samtale med en nordmand, bosat små 2000 km fra mig, på vores egne sprog og uden større problemer. Der er et eller andet ved os skandinaver.

Et par kopper kaffe, en is og en frokost senere mødte vi de andre igen. I to grupper, for flere andre havde efter turen til Senja valgt ikke at tage med også på nabotoppen Barden, som Fred-Arne havde foreslået. De talte om ømme fødder, knæ og ben.

Vi skulle derefter ud på et eksotisk sted, kaldet Kråkeslottet, hvor vi blev budt på kaffe og nybagte vafler med rømme (en mellemting ml. ‘tung’ og ‘lettere’ creme fraiche - der er flere varianter), syltetøj og brunost. Jeg valgte osten, for man skal jo smage på de lokale specialiteter.

Kråkeslottet er delvist bygget på pæle og ligger nærmest ude i vandet. Her afholdes i sommertiden både en kultur- og kunstfestival. Fantastisk - og virkelig besøget værd.

Midt i vaffelspisningen kom pludselig et udbrud på dansk. Det kom fra fruen på slottet. Hun havde holdt sig lidt væk, mens ‘slotsforvalteren’ Georg havde vist os rundt. Kitte præsenterede sig og fortalte, at hun i omkring 30 år havde været heroppe. De har tre børn og driver på 26-27. år slottet sammen, selvom de ikke længere er gift. Kitte arbejder stadig som skolelærer i området og har også undervejs haft lærertjanser hjemme i Danmark. Det viste sig, at hun ligesom jeg stammer fra Valby-Vigerslev-området. Som næsten jævnaldrende kunne vi have fælles referencer, men det var dog ikke tilfældet. Ikke desto mindre et sjovt møde.

Turens næste højdepunkt var sejladsen fra Kråkeslottet. Vi fik behørigt udstyr på og skulle så sejle i et par motorbåde til Store Færøya, en lille ø i den skærgårdslignende øgruppe Bergsøyan. Vi blev sat i land i en lille vig med koralhvidt sand. Et fantastisk sted med totalt gennemsigtigt vand med et nærmest lyseblåt skær. Hold da op så smukt et sted. Her blev vi budt på en øl, som HH’s folk havde fået sejlet derud. Totalt i orden.

Dag 4: Hjemad til hverdagen

Torsdag morgen var det igen tidligt op, for vi skulle til lufthavnen i Bardufoss, små to timers kørsel væk. Segla kan nås via lufthavnene i Tromsø, Bardufoss og Evenes ved Narvik. En mere miljøvenlig rejsevej kunne være med tog til Narvik, men så skal man finde transport de resterende knapt 200 km. Hurtigruten er også en mulighed, hvor man så kommer til Finnsnes, den største by i området, kun adskilt af en bro til Senja.

Vel ankommet til lufthavnen i Bardufoss så jeg denne spøjse tradition, hvor der var sat hængelåse fast på urinalerne på mandetoilettet. Eet var urene på broen til Sommarøy, men dette var en mærkeligere oplevelse. Har du oplevet noget lignende? Jeg tænker, at det må være en eller anden slags markering fra soldaterne, der aftjener deres værnepligt i området, for der var skrevet forskellige talkoder på låsene. Her i skrivende stund tænker jeg over, om der mon også findes en lignende tradition hos kvindelige værnepligtige. Det finder jeg ikke ud af.

Afslutning

Jeg havde aldrig før deltaget i en sådan pressetur, så jeg var da spændt på, om jeg og de andre deltagere ville blive stopfodret af Helly Hansen med promotionsnak og skyhøje forventninger til en positiv linje i omtale og anmeldelser?

Her må jeg sige nej, for det har på ingen måde været tilfældet. Dertil var både HH’s folk og deres marketingbureau i København alt for professionelle - og heldigvis for det, for det accepterer vi ikke hos Outsite. De andre deltagere havde samme tilgang. Der er en naturlig forventning om en vis form for stillingtagen til, at vi forholder os til det, vi har fået til test.

I forhold til testning på selve turen var der desværre ikke meget at komme efter. En ordentlig test skal afvikles over tid, som vi plejer. Det må så komme med rygsækken og skaltøjet. Det, at turen var strikket sådan sammen, at vi fik god tid til at etablere relationer til de andre deltagere og HH’s folk, va rigtigt godt, og på det plan var turen en kæmpe oplevelse.

Jeg havde - måske naivt - oprindeligt en forventning om, at vi skulle sove i telt, men det kom ikke så vidt. Jeg spurgte HH’s arrangør herom, og det havde været overvejet - men blev fravalgt. Jeg kunne nok have sagt mig selv det, for HH har jo ikke telte i sit sortiment. Måske det kommer, hvis deres satsning inden for outdoor-linjen kommer positivt retur.

Fotos i denne artikel er dels mine egne, dels nogle som Bård Basberg fra Helly-Hansen tog undervejs