Jubi-tur til Norge. Det ku’ bare ikke være anderledes
Kender du det: du er slet ikke i tvivl om, hvor sommerferien næste år skal gå hen? Sådan havde vi det, da vi i flere år har været helt enige om, at 2019-turen skulle gå til Hemsedal i Norge. No matter what. Turen ville blive anderledes, fordi vi ville kombinere bil med vandring, telt og fjeldhytter.
Juli 1979: vejret er “dårligere end dårligt”
For at finde en forklaring ruller vi lige tiden tilbage til sommeren 1979. Juli måned i Danmark var kold ad H til og uden en eneste sommerdag. Det var den sommer, hvor min kæreste Helle og jeg totalt uafhængigt af hinanden var i Hemsedal inden for samme måned og uden nogen som helst anelse om, at vi mange år senere skulle besøge området sammen. Deroppe var det også den koldeste måned i mands minde. Sådan oplevede vi det i hvert fald, og jeg selv skrev hjem til mine forældre, at vejret var “dårligere end dårligt”.
Rejseform og turvalg
Selv om destinationen Hemsedal stod klart i vores mentale horisont, ville vi udnytte vores bil til at komme lidt rundt og få en anderledes tur end de seneste år. Du kan læse om vores andre ture på Hærvejen, i Skotland og Østrig.
Vi valgte at sejle til Oslo - ligesom dengang i 1979. Med et early bird-tilbud fra DFDS kunne vi gøre turen for lidt over en tusse, inklusive bil, kahyt med 140 cm dobbeltseng, udkig og morgenmad. Billigere kunne vi ikke gøre det, selvom by-bilen kører langt på literen, og vi med et bro-pas kommer over Bron for 170 kr. Hurra for blogs på internettet og folks lyst til at skrive. Vi troede, at det ville være langt dyrere.
Turen skulle være en kombi af vandredage i telt og dage med ophold i fjeldhytter; sådan ville vi få både lejrliv med højt til himlen og luksus med en god seng, adgang til bad og frisklavet mad. Inklusive myseost eller brunost, som det hedder på norsk. Turen skulle være et potpourri af oplevelser i fylkerne Telemark, Buskerud og Oppland.
Vi var klar til en gang fjeldtur-light, et genbesøg i et forhåbentlig ikke vådt og koldt Hemsedal og så fjeldhytte-tid med max hygge. For dét kan nordmændene.
Juli 2019: Klar parat start
… eller næsten klar. For der skete lige netop det, der ikke må ske. Få dage inden turstart i forbindelse med den sidste opstilling af vores telt, et Oppland 3 lw fra Nordisk.
Det er fredag eftermiddag, og vi skal afsted mandag. Det blæser lidt, jeg skal selv sætte teltet op, og så kommer det der øjeblik, som jeg husker så tydeligt fra en Outsite-tur i foråret 2014. En af stængerne giver efter. Dengang knækkede glasfiberstangen og rev hul i oversejlet på mit Telemark II ULW. Også denne gang er stængerne sat på plads i begge sider, teltet ligger endnu ned, og pludselig sker det. Dengang et direkte brud, nu et knæk så stængerne nærmest står i 90 gr vinkel. Damn. Jeg forsøger at løsne stangen i siderne, men stangen går løs, og virkningen er den samme: et revnet og ødelagt oversejl. Neeeiij.
Efter besøg i flere af outdoorbutikkerne tæt ved Nørreport, Kbhs outdoormekka, hvor jeg som Outsite+ medlem kan få rabat, et tjek på nettet af de andre rabatbutikker uden for centrum og en nats dårlig søvn, vælger jeg lørdag at investere i et Hilleberg Kaitum 3. Jeg kender Hillebergs kvalitet fra et Akto og et Nammatj, så på flere af teltene ved årets Danish Outdoor Festival og sov endda i et af dem. Så jeg var ikke i tvivl. Jeg måtte have et.
Det er greit: sol og 25 graders varme
Om sejlturen til Oslo vil jeg kun nævne et par ting. Der er dælme sket meget på luksusfronten siden 1979 (jysk-agtig underdrivelse); morgenmaden er fortsat rigelig med god kaffe, og indsejlingen mod Oslo er også stadig noget helt specielt. Dengang sov vi i hvilestole i bunden af færgen eller lå på gulvet - tæt på den dør, der blev åbnet, så passagerer til vistnok byen Horten kunne komme ud til den lille båd, der hentede dem. Kahytten anno 2019 med en ordentlig seng var bare greit. Det gør vi gerne igen.
Vel ankommet til Oslo er det afsted mod Lifjell, vores første vandremål. Vi har 150 km foran os. Bare 150, tænker jeg - uden at tænke andet end, at Skoda Citygo en rap, bette bybil med sine 60 hk, der nok skal klare sig i det norske. Allerede få km uden for Oslo må vi sande, at selv om den er rap på Amager, er motorkraften bestemt ikke prangende i norske omgivelser.
2-3 timer senere og efter et pitstop i Kongsberg (køb af kort og lidt mad) landede vi på en stor p-plads ved Jønnbu. Pris 50 norske kroner pr. døgn for parkeringen. Det er vist meget normalt. Automaten stod i et skur bag en låge, som man skulle lukke. Vi undrede os over dette. Grunden fandt vi ud af senere. Så var det bare at spise frokost og så afsted.
Op i fjeldet
Stigningen er markant, så vi får hurtigt pulsen op. Jeg husker at nulstille min Garmin, for den tager altid udgangspunkt i det seneste stop. Bag os åbenbarer sig en fantastisk udsigt. Fedt. Vi er i gang. Opad møder vi enkelte nordmænd, selvfølgelig spreke efter deres dagtur. Hvor de kun har lidt på ryggen, er vi anderledes tungt læssede. Vi har også flere overnatninger foran os, beroliger vi os med. Vand har vi også med. Vi skulle jo gerne have både til maden og kaffen. Men der er rigeligt omkring os, og vi følger tilmed å-løbet opad.
Dagens mål er den lille sø Sandtjønn, hvor der er gode muligheder for at slå lejr. Der er ingen andre ved søen, der ligger smukt og lidt beskyttet mellem højere drag. Vegetationen er begrænset, for vi er nu knapt 1000 meter over havet. Undervejs nåede vi næsten 1100 moh. Det var også det, vi kunne ses, da vi kort efter start så os tilbage. Vi får os en velfortjent dukkert. Få øjeblikke efter, at vi har fået tøj på, dukker fire nordmænd op. De finder en god plads ved en lille sandstrand.
Jeg tjekker den rute, vi har gået, og forbereder mig på morgendagens rute. Det gør jeg på både det fysiske papirkort og min Garmin. Jeg havde i forventet hentet et gratis kort fra frikort.no og lagt det og de planlagte ruter på hele turen ind på gps’en. Garmins kort over Norge er voldsomt dyre, så jeg er glad for mit fuldt lovlige kort, der godt nok ikke har alle små stier, men pyt. Det er i 1:50.000, altså ligeså detaljeret som plastickortene fra Nordeca. Kortet fra Kongsberg er i 1:30.000, og der ser jeg de mindre stier. Det kostede næsten det halve af Nordeca-kortet, men der sker jo det sædvanlige med papirkort. De revner i foldningerne og især dem, der skal foldes to gange.
Så er det tid til mad. Menuen står denne førstedag på laks med broccoli og pasta fra Summit To Eat. Vi har den begge i big pack-versionen, fordi den almindelige størrelse ikke mætter os helt nok. Den store version indeholder ca. 1000 kcal, mens den lille når ca. 600. Summit To Eat har været med på Danish Outdoor Festival i 2018-19 og har nærmest fået udsolgt begge år. Det er ikke overraskende, for de laver noget virkelig lækkert, der kan konkurrere med Lyo Foods. Ingredienserne er reelle stykker grønt og i dette tilfælde laks. Laksen forbliver dog lidt fast i strukturen - og firkantet - selv efter den anbefalede trækketid. På en eller anden måde knaser stykkerne, når man tygger. Vi fik begge tanken, at frysetørringen havde denne effekt. Vi havde doceret, som er anvist på pakningen. Smagen er, som den skal være.
På dag 2 har vi et mindre vad, inden vi igen skal op ad. Det er ikke noget, som vi har prøvet på nogle af vores tidligere ture. Efter lidt snak om det klarer vi vadet uden problemer. Bø Turlag vedligeholder stierne i den del af Lifjell; det gør de godt og også vadet er gjort lettere med udlagte trædesten. Så er det bare igen videre op til 1000 m. Området er flot med udsyn. Senere kommer et kig ned mod Hollane Turisthytte, der er et dagsmål for mange. Dernede byder de på vafler og rømmegrød, en norsk specialitet.
Overnatning 2 bliver ved en mindre sø i 1000 m højde. Der er relativt vådt i området, så det er ikke helt nemt at finde en god, plan plads, men det lykkes. En svensk par med et par mindre drenge ankommer sent og finder langt om længe en plads. Vi har set dem søge noget tid. Som aftenen før får vi igen besøg af myggene i skumringen, deres foretrukne “arbejdstid”. De er ikke nogen stor plage. Begge dage hører vi adskillige får omkring os. Moderfåret bærer en klokke, der høres længe, før vi kan se fået. De typisk to lam har ikke klokke på. De bliver til gengæld meget tæt på moderen.
På tredjedagen er det tidligt op, for vi ved, at vi efter de ca. 10 km tilbage til Jønnbu har 280 km kørsel foran os frem til Hemsedal. Turen nedad går let, selv om vi igen må sande, at der er mange sten, som vi skal over eller uden om, og at vi skal være 100 % fokuseret hele tiden. Ellers går det galt. Vi går begge med stave, hvilket vi helt klart oplever som en fordel. Nordmændene derimod - eller dem vi ser - bruger ikke i samme omfang stave.
Vel nede i fladt terræn og heldigvis indenfor den tidsramme, vi havde betalt p-plads for, ser vi, at et får må have fattet kærlighed til vores lille bil, der står alene i sin række, for fåret har gnubbet sig op ad dørene i den ene side og afsat tydelige mærker af lort, eller hvad det nu hedder fra et får. Heldigvis var der ingen ridser i lakken. Interessen fra fåret for netop kun vores bil kan måske skyldes, at den er så lille, at fåret har taget den lille vildbasse for at være en vædder. Har andre oplevet den slags adfærd fra får?
Det går op for os, at denne adfærd måske også er grunden til, at betalingsautomaten var lukket inde.
Next stop Hemsedal
Så er det afsted mod nord. Hemsedal og Ulsåkstølen Fjellstugo venter. Vi har valgt en fantastisk rute, hvor vi kommer gennem Heddal med Norges største stavkirke fra 1200-tallet (ja, vi er turister på denne tur, og hvor er det fedt), flere store søer og tværs over et par højfjelde med veje, der lukker om vinteren. Vi kommer også igennem Geilo med Dr. Holms Hotell, et kæmpe og meget hvidt hotel, som nogen vil kunne huske fra en ‘Min søsters børn’-film først i 00-erne.
Erkendt: Køreturen var for lang, og vi havde forinden været undervejs i fire timer på turen ned fra fjeldet. Men hold op, hvor vi fik nogle flotte naturoplevelser undervejs.
Vi havde via søgeportalen Booking.com fundet Ulsåkstølen Fjellstugo, der ligger nedenfor det monstrøse bjerg Skogshorn, en “knold” der når op til 1728 meter. Som flittigt rejsende får jeg hos Booking 15 % rabat (gives jeg indtrykket af). I fjeldstugen ånder alt fred og ro, og vi får den BEDSTE tomatsuppe ever. Ikke specielt norsk, men fyldig og cremet og krydset, som enhver italiensk mamma ville have fået tårer i øjnene over. Dertil hjemmebagt brød.
Herefter var der kun en ting at tage sig til: et glas af den medbragte rødvin og så et spil Yatzy på den udendørs terrasse med over 20 grader til langt ud på aftenen.
Med udsigt til 27-28 grader og rejsedagen i benene var ingen af os i det store vandremood. Vi ville tage et kig på byen, dumpe ind et sted til lidt mad og en kop kaffe og så ellers bare nyde solen. Først nød vi dog morgenmaden med flere forskellige, lokale syltetøjstyper. Granskud og enebær. Ja, æggene var meget friske, formentlig friske fra fra fad, for vi så dem nærmest blive hentet i hønseburet.
Nu tænker du nok, om vi så hver især kunne genkende Hemsedal, da vi kom dertil. Nix. Overhovedet ikke. Det er vel også ok efter 40 år.
Hemsedal har, hvad der skal til: tre store outdoorbutikker, en Peppes pizza og flere andre spisesteder, et par mindre indkøbssteder, et apotek, Vinmonopolet og en brugskunst.
Sådan en har enhver by med respekt for sig selv. Det er her, at de hjemmestrikkede sokker og votter (luffer) fra området sælges. Det er også her, at man kan få taget mål til ens bunad, en festdragt - folkedragt, der primært bruges på nationaldagen den 17. maj og ved bryllupper. Sjovt nok sælges også en lille kniv til bunader ligesom i Skotland, hvor kiltbærende mænd går med en såkaldt Sgian dubh, en kniv der sættes fast i sokkerne. En kvindelig bunad kan koste op til 30.000 norske kroner.
Efter en tur byen rundt og en kop kaffe et skyggefuldt sted (café med euro-paller som borde) kørte vi ud til Rjukandefossen, små 7 km vest for byen. Jeg havde læst om den, og så spurgte vi om vej på turistkontoret. Hold op et flot vandfald, dobbeltløbet og med 18 meters fald. Fedt med de små vanddråber, der var overalt i luften. Vi benyttede chancen til at bade i fossen nedenfor vandfaldet. Vandet var bare skønt i det varme vejr.
Tilbage til Ulsåkstølen, hvor vi kendte aftenens menu: spekemat, en delikatesse med røræg og forskellige lokale, lufttørrede pølseprodukter som skinke, lam og ren. Lidt mere grønt havde været godt; vi gik godt mætte fra bordet, og så er alting jo godt. Senere stod den på kaffe og for mit vedkommende hjemmebagt kage på terrassen til lyden af forbipasserende køer. Vi fik at vide, at køerne returnerer til hyttenære omgivelser hver aften og omvendt om morgenen. Jo tak. Det havde vi set, fordi de fyldte den halve vej tæt ved færistene.
Stølsruten - en historisk vandrerute
Det er tid til endnu et sceneskift, og vi er klar til et par dage i telt. Vejrudsigten lover sol og 25 + grader.
Vi bevæger os østover mod Valdres. Her skal vi ud på en af Den Norske Turistforenings historiske ruter Stølsruten, der er små 70 km, og som skal gås fra A til B. Med udgangspunkt i en gpx-fil, som DNT har lagt ud, havde jeg lavet en rundvandring, så vi kommer tilbage til bilen.
DNT tog i 2018 initiativ til disse ruter, da foreningen fejrede sit 150 års jubilæum. Ruterne ligger spredt ud over landet og er turruter, som går langs gamle stier eller veje, hvor det har været færdsel i tidligere tider. Formålet er at give vandreren flotte friluftsoplevelser i kombination med et blik ind i Norges spændende kulturarv. Jeg var selv blevet opmærksom på ruterne i DNT’s medlemsblad ‘Fjell og vidde’ og via Facebook. Læs mere på Historiske vandreruter.
Vores vej fra Hemsedal til turstart i Nøsen foregik på Panoramavegen. Den vejs navn holdt virkelig ord. Det ene fantastiske vue afløser det andet. Et af stederne har vi et flot udkig mod Jotunheimen med de mange tinder. Her spiser vi frokost. Der skal betales bompenge på denne vej, og her kan det ske med kort. Vi har dog forberedt os, så vi har 10’ere og 20’ere klar i bilen, hvis nu. Nogle steder koster det nemlig betydeligt mere at betale med kort.
Med fåreoplevelsen ved Lifjelli i baghovedet var det med nogen spænding, at vi nu igen skulle parkere i et fåreland. Ville vores bil igen være tiltrækkende, eller er territoriet (bilen) stadig markeret trods afvaskning i Hemsedal. Hmmm. Heldigvis var der ikke sket noget, konstaterede vi, da vi returnerede efter denne del af vores vandreture.
Kort efter start stopper en forbi-cyklende kvinde. Det er generelt vores oplevelse, at nordmændene gerne vil snakke. Snakken går helt klart lettest med folk over 40, mens yngre svinger over i engelsk.
Godt at vi skulle snakke her, for herefter gik det opad fra Nøsen. Opstigningen var besværet værd, for vi kom op til en storslået udsigt over hele Stølsvidda.
Stølsvidda er et sammenhængende område mellem Hemsedal og Valdres. Støle er steder, hvor køerne blev malket ude på marken. Disse støler (eller setere, som det også hedder) havde tidligere meget stor udbredelse; der var ca. 40.000 støler i 1939 mod knapt 1.500 aktive støler i 2000. Bønderne fra gårde nede i dalene lod i sommerperioden deres køer græsse længere oppe af bjergsiderne på den ikke dyrkede areal. Ofte boede folkene her, så de kunne malke køerne. Stølsvidda er det område i hele Europa, hvor stølsdrift tidligere var mest udbredt. Sjovt nok hedder det også seter i Østrig, husker jeg fra vores tur der i 2017.
Nå, men jeg havde som vores et sted for natten valgt et et lille sted mellem nogle gode fiskesøer. Det hedder sjovt nok Matkista. Her har fjeldstyret placeret et lille fiskebu (lille hytte) med tre sengepladser, et bord og en ovn. Udenfor ligger ligger der brænde til brug i ovnen - på koldere end denne dag. Der er et muldtoilet og faktisk også en robåd, man bare kan benytte. Man kan ikke booke fiskebuet, så det er første til mølle. Okay, det er også gratis, så det går nok.
Et ungt par kom derud, da vi havde slået vores telt op. De skulle sove i hængekøjer, så den sparsomme teltplads var ikke noget problem. Manden fortalte, at han som lokal ofte tager ud til stedet. Der er ofte danskere og tyskere, hvilket han havde undret sig over. Vi blev enige om, at der nok i fiskekredse deles information om stedet. Uanset hvad var et fedt sted. Næste morgen tog de afsted før os; måske fordi han havde sovet uden myggenet i sin køje og havde sovet ad Pommern til. Vi oplevede da også langt flere myg her end de andre steder, vi havde været. Vi havde så garderet os
Nu et lille shortcut til vores videre færd.
Jeg havde læst, at der i Vaset, et kendt skisportssted, er en gammel stølsgård, Vasetstølen, hvor man kan forsøde tilværelsen med vafler med rømme (en mellemting mellem tyk og tynd creme fraiche), kager og forskellige lækre middagsretter. Vi måtte derind og endte da også med at få både kaffe og kage, som vi fik indenfor i den gamle kro-agtige stue på grund af solen, og senere også aftensmad. Her sad vi ude i tunet (: gårdsplads med bygninger på flere sider) med autentiske bygninger fra 17-1800 tallet. Vi hørte stort set kun norsk tale omkring; et godt tegn tænkte vi. Menuen stod på en lækker elg-burger, hvilket så også var det eneste udover vejskiltene undervejs, vi så til elge. Vi flottede os med øl fra mikrobryggeriet Smaa vesen, som vi senere kørte forbi i Aurdal. 90 norske kroner for en øl med normal styrke og i 33 cl var
Danebu i Aurdal - Aurdalsåsen
Fra Vaset gik turen videre mod Fagernes, hvor vi indlagde et pitstop. Ligesom i Hemsedal skulle vi runde et par outdoorbutikker og købe ind til frokost. På vandredagene havde vi generelt spist knækbrød med tun, torskerogn, leverpostej - på dåser - og røgede pølser, altså det sædvanlige man har med på tur. Her købte vi noget andet og ikke mindst friske gulerødder - sikke en fornøjelse.
Foran os havde vi de sidste overnatninger i Norge, denne gang i Danebu Kongsgaard i Aurdal, 165 km fra Oslo. Kongsgaarden er oprindeligt en folkegave fra Norge til Danmark som tak for hjælpen efter krigen. Udenfor er rejst en stor sten, og inde i foyeren er historien fortalt. Området er virkelig flot, men det hæmmes klart af, at der bygges nye og store huse alle steder. De er flotte, men
Vi havde fundet et godt tilbud hos Risskov Rejser, hvor vi for i alt 2300 kr. kunne få to overnatninger inklusive 2 x 2 retters aftensmad. Vi fik lammeburger og is første aften og skovsvampesuppe og lokalt fanget ørred på andendagen. De 2300 kr. var i øvrigt samme pris, som hvis vi havde købt overnatningen direkte i Kongsgården. Vi havde valgt at betale lidt ekstra for at få udsigt, og det fortrød vi på ingen måde. Den var fænomenal.
Gennem flere dage havde vi set på Yr.no, at der ville komme et markant vejrskift næste dag. Fra sol og 26-28 grader om aftenen ville den næste dag byde på regn og 8-10 grader, altså et temperatur-drop på 20 grader. Så var det bare at nyde solnedgangen, og fra terrassen kunne vi se både Skogshorn ca. 40 km væk, mens solen i en palet af orange-røde farver gik ned bag skyerne oppe i Jotunheimen 50 km fra os.
Meteorologerne fik ret, så vi stod op til regn, tågedis, blæst og 6 grader. Uhhh. Sikke et held, at vi netop denne og næste nat sov indenfor. Senere på formiddagen lettede det lidt, og vi vovede os ud og op til den let tilgængelige top Fjellenden i 1145 meters højde. Selv om toppen kun var 140 højdemeter over Danebu, hvor vejret var ganske roligt, kunne vi virkelig mærke, hvordan vinden deroppe var isnende kold på trods af, at det kun blæste 6 sekundmeter.
Vel nede igen blev vi fristet af en nybagt vaffel med rømme og syltetøj. Det så ud til at være noget, der trækker folk til, for i hele pejsestuen sad folk og spiste vafler. Kommer du på de kanter kan de klart anbefales.
Enhver god ferie har også sin afslutning
Det var lidt af en anderledes ferieform, vi havde vovet os ud i med en kombi af skiw, bil- og vandreture og med overnatninger i telt og i fjeldhytter. Er dét friluftsliv, vil nogen nok tænke.
Ja, helt klart. Vi har haft sjælen med hele vejen - på færgen, i bilen og på vandrestierne, vi har både mentalt OG i bilen været nede i 2. gear for at komme rundt i hårnålesvingene, vi har svedt under vægten af fyldte rygsække, vi har været på højfjeldet og i stølslandet, vi har skullet vade, og vi har badet i små søer, fosser og på badeværelser, vi har spist lokal mad og drukket mikro-øl som behagelig afveksling til vand og den frysetørrede mad; vi har set bjerge, søer og også outdoorbutikker her og der. Alt i alt: En god ferie og en ferieform, der helt klart kan anbefales. Måske skal bilmotoren være lidt større, men PYT. Det er ferie, og der skal man ikke stresse.
Hvad det kostede? Max 5000 kr. for os hver. Alt inklusive. Vi var også tidligt ude med færgen og fik maden med for de samme penge ved at bestille gennem et rejsebureau.