Turomtale

West Highland Way i Skotland… efter flere år med Laplandsture stod West Highland Way på programmet i foråret 2016. Min kæreste Helle og jeg havde en fantastisk tur, som vi vil anbefale til alle og enhver. I artiklen her kan du læse om vores planlægning, turen og dens højdepunkter.

Hvorfor nu Skotland, når alle ta’r til Lapland?

En artikel i bladet Opdag Verden gav mig den oprindelige inspiration til turen West Highland Way. WHW går fra Milngavie, en bette landsby-agtig forstad til Glasgow, og som ender nordpå i byen Fort William. En inspirationskilde for os begge er det skotske band Runrig, hvis meget kendte sang “Loch Lomond” omhandler den sø, vi skal bruge ca. to dage på at passere.

 WHW er på i alt 96 engelske miles - ca. 154-56 km. De deles typisk op i 7-8 vandredage, hvor de fleste har en overliggerdag undervejs. Gennemsnitligt går man altså ca. 22 km/dag, men det dækker over udsving fra 15 til 32 km.

Primitiv luksustur

Vi bestemte os for at gå turen med start sidst i april 2016. Kristi Himmelfartsfridagene først i maj ville gøre turen “billigere” i fridagssammenhæng. Vigtigst af alt var imidlertid to helt andre ting, nemlig for det første at vejret i Skotland er relativt mere tørt tidligt på sæsonen, og for det andet fordi det skotske højlands blogsugende midges forhåbentlig endnu ikke var vågnet op til dåd.

Vi valgte at gøre turen til en slags primitiv luksustur. Hvor mange sværger til teltture, tilvalgte vi andre luksuriøse aspekter af friluftslivet. Vi ville gå de mange kilometre, men vi bestemte os for at overnatte på hostels, B&B, kroer og måske også et hotel. Netop WHW lægger op til det, fordi der undervejs er mange muligheder. Vi ville have det hele med, også mødet med “the locals” i krostuerne, og dét gjorde vi. 

Flere danske tur- og rejseudbydere arrangerer ture til WHW, hvor alt er tilrettelagt, og man blandt andet kan få kørt ens bagage. Vi så på vores første overnatningssted nogle store kufferter, der skulle køres, og hvor vandrerne så kun skulle gå med en dagsturssæk. Nemt og enkelt… 

Ved at planlægge det hele selv kom vi af med under det halve af, hvad andre turudbydere tager for turen. Hvor meget vil du sikkert tænke...? Faktisk kun lidt over 5000 kr. for os hver især for fly, bus- og togtransport i Skotland samt 9 overnatninger i dobbeltværelse og morgenmad hver dag, plus aftensmad og frokost et sted. 6500 kr. blev den samlede udgift, når alt er indregnet. Billigt for en sådan tur i mine øjne. 

En god tur skal planlægges tidligt

Det kræver ikke meget kortlæsning at planlægge selve turen ad The West Highland Way. Jeg havde i forvejen købt et par bøger om ruten, der viste sig at være godt afmærket. Den officielle og ret så gode WHW-bog med kort fandt jeg til 250 kr. hos Nordisk Korthandel i København, mens jeg købte en fysisk mindre direkte fra et engelsk forlag. Vi tog begge med på turen trods vægten på 450 gram. Det kan ikke svare sig at købe andre og meget detaljerede kort. Til gengæld giver det god mening at købe et kort i vejrbestandigt materiale.

Allerede i efteråret blev flybilletterne til Edinburgh købt. 1200 kr. med EasyJet. Resten måtte så komme til i vinterens løb ud fra en forventning om, at vi sagtens kunne vente…. for så mange ville vel ikke tage afsted på det tidspunkt. Hmm… 

Da vi tog fat på detailplanlægningen i februar-marts, viste det sig imidlertid, at ganske mange steder allerede var godt booket. Det vakte nogen undren, så vi skulle helt klart være startet tidligere med planlægning af overnatningerne.

Da vi gik turen, fandt vi ud af hvorfor…. Ikke kun fordi der var en del tyskere (de har også fri Kr. Himmelfart), men også fordi skotterne selv var trukket i vandretøjet (nej, vi så ikke nogen i kilt på ruten men flere på kroer og barer). I Skotland var der May Day (deres 1. maj) om mandagen, og da der om torsdagen var valg til det skotske parlament, gav også det flere vandrere i sporet. Også i Skotland afvikles valget mange steder på folkeskoler.

I og med at det typisk tager 7-8 vandredage at gå WHW, vil de fleste vælge at starte om fredagen eller om lørdagen. Det betyder, at der er et slags “færgetræk” af vandrere, hvor mange når de samme pit stops undervejs. Har man mulighed for at starte forskudt, vil det klart være nemmere at finde overnatningssteder.

WHW har en officiel hjemmeside med adskillige overnatningslinks, men jeg blev nødt til at benytte både Google og Google Street View for at finde alternative B&B’s, når nogle steder viste sig at være optaget. En af dagene var vi nødsaget til at tage en bus til et hostel i Glencoe, altså væk fra ruten. At dét så var en fantastisk bustur på ½ time, er noget helt andet. Vi havde i forvejen læst om Glencoes fabelagtigt smukke natur, og beskrivelserne holdt.

Glencoe har også en meget markant plads i den skotske historie og selvforståelse i forhold til England, hvilket vi ikke anede noget om, men det er jo altid rart at blive klogere, som da vi dagen efter kom forbi et mindested for The Massacre of Glencoe.

Jeg kunne flere gange ikke lade være med at tænke over, hvor nemt det ville være bare at slå teltet op i stedet for at skulle nå bussen, men lige præcis den eftermiddag havde vi turens eneste markante regnvejr, så jeg priste mig lykkelig over udsigten til endnu en seng og et varmt bad.

De mange overnatningssteder blev bestilt direkte på stedernes egne hjemmesider, men ellers via Booking.com, Hotels.com, Hostelworld.com og den skotske vandrehjemsorganisation SYHA. Det var omstændeligt med de forskellige tilgange men altså væsentligt billigere end, hvis man køber turen andetsteds.

Det samme gjaldt i øvrigt togturen fra WHW’s målby Fort William til Edinburgh. I forventning om, at vi ville kunne klare vandreturen, købte jeg den 5 timer lange togtur hjemmefra med en ikke-refundérbar billet til £ 38. Besparelsen var til at tage at føle på, nemlig hele £ 60.

Oppakning til en primi-tur

Hverken Helle eller jeg har før været på en primitiv luksustur, så vi havde ikke nogen pakkeliste at ty til. Så var det bare at gå i gang ud fra listen for teltture i Lapland. Fedt at kunne mindske vægten ganske markant. Væk med dit, og væk med dat. Ren luksus.

Det var samtidig en sjov oplevelse at høre Helle glædestrålende fortælle om, at hun havde vejet hver en lille ting. Jeg gør det jo selv. Der gik sport i det, og det lykkedes os at få vægten ned på hhv. 9-10 kg, eksklusive vand. Et rigtigt flot udgangspunkt, som var med til at sikre os en fantastisk turoplevelse. I erkendelse af, at jeg forsyndede mig mod en af de basale regler aldrig at tage på tur i et par (relativt) nye støvler, Hanwag Lhasa wide, valgte jeg at tage et par brugte trailsko (Salomon XA 2 Pro) med, hvis nu… Når det er sagt, skal jeg tilføje, at de støvler var fantastiske… 

Det er jo altid godt at gøre status bagefter, og selvfølgelig kunne noget godt undværes. Vi havde f.eks. hver et håndklæde med, men den slags lå selvfølgelig sirligt arrangeret på sengene. Vi vaskede undervejs i håndvasken, så blandt andet det ekstra par sokker og t-shirten var ikke nødvendige. Til gengæld glædede Helle sig meget over den medbragte tørresnor, som ellers kan synes så unødvendig, men her viste den sin værdi.

En mental killer var transporttaskerne til vores rygsække. Min Airporter flightbag fra Osprey vejer hele 390 gram. Det er rart, at ens rygsæk efter flyveturen kommer frem i hel tilstand, men de mange “døde” gram undervejs føltes SÅ unødvendige. Det bliver en af de ting, som vi skal have set på i forbindelse med kommende flyveture.

 At vi på turen hverken fik brug for myggemidler og vabelplastre, var heldigt, men den slags er nødvendigheder og skal med. Knapt tre uger efter vores tur hørte jeg, at NU var de der midges kommet. Toiletgrejet og førstehjælpstingene kan måske også downsizes, især på en sådan luksusagtig tur, men i udgangspunktet er de must-haves.

Træning og forberedelse er et must

Hvor lommeuld kommer af ingenting, er det ikke på samme måde med en god vandretur. Den slags skal forberedes i god tid, og det gjorde vi ved at gå lange ture gennem hele vinteren, nemlig 

mange af #vandrefolkets ture som træning til vores respektive forårs- og sommerture. Vi har opsøgt bakkerne og hellere gået over dem end rundt om.

De seneste måneder forud for WHW-turen intensiverede vi træningen med fuld vægt i rygsækken. Det at lægge mere vægt i rygsækken og vandre med den kan anbefales, så kroppen vænner sig til belastningen i skuldre, hofter og bentøj.

Vi tog en række ture i Hareskoven, der rummer så mange fede bakker med gode muligheder for at få pulsen i vejret. Andre skovgæster har nok undret sig over vores ture op og ned ad bakkerne igen og igen, men da vi fortalte dem om Skotlands-eventyret, fortalte indtil flere om deres egne ture og bifaldt vores ihærdighed.

Vi brugte vandrestave, Helle nogle Komperdell Titanium, jeg med et par engelske Pacerpoles. Jeg havde også mine Pacerpoles med på Kungsleden i august 2015 - en rigtig god oplevelse. Helle, der ikke før har gået med stave, følte sig under fortræningen flyvende med det samme og oplevede en fantastisk symbiose med stavene; som en naturlig forlængelse af sine arme. Jeg husker mine egne spæde skridt med stave som kluntede - måske fordi jeg tænkte for meget over, hvordan jeg skulle gå i stedet for bare at gøre det. 

Ingen af os fik undervejs i Skotland problemer med vores knæ eller ankler, og det vælger vi at tilskrive vores træning, stavene og også for-pleje af fødderne.

Forebyggelse af skader og bid

Man kan bruge en del tid på at kloge sig på nettet om tøj, grej og alskens vidundermidler. Det gør jeg. Producenternes egne beskrivelser øjner jeg igennem, men det er brugervurderinger på nettet, i blogs og fb-grupper, som jeg finder mest anvendelige. I år faldt jeg for flere, som jeg måtte investere i forud for turen:

For det første den lækre fodcreme “Gerlachs Gehwol extra”, som er berømmet i flere engelske blogs og sider. Gehwol skriver selv om cremen: Intensiv plejende fodcreme til belastede og krævende fødder: desinficerer huden og virker alsidigt: mod brændende fornemmelse i fødderne, fodsvamp, fodlugt, hård hud, sår og vabler. 

Det var herligt at bruge den om aftenen, og jeg kan anbefale den på det varmeste. Selv Helle, som ellers har sine favoritter, fandt Gerlachs Gehwol mere end god: den er tyktflydende, den bliver opsuget af huden men efterlader også noget udvortes, den virker kølende og lugter endda godt. Hvad mere kan man ønske sig! 50 kr. købt hos firmaet nu3.dk.

Jeg valgte for det andet at gardere mig mod gnavsår ved at købe en stift Body Glide hos Ib og Knut i Outdoor Rødovre. Stiften beskytter huden mod slid- og gnidningssår og bruges af mange løbere. Jeg ville nemlig undgå en gentagelse af sidste års smertefulde oplevelse på Hærvejen, hvor jeg dels med markante vabler fra de første dages asfaltvandring, dels med gnavsår fra underbukserne stavrede rundt i Nørre Snede i min søgen efter lindrende midler. Det lykkedes på apoteket, men da lindringen først kom efter nogle timer, valgte jeg at fortsætte i løsthængende underbukser, da vi igen var ude på ruten på vej mod nord. Det ville jeg gerne undgå en gentagelse af, og da stiften her kun vejer 12,8 gram, var den ekstra vægt ikke noget problem. Jeg tog den aldrig i brug.

Jeg har tidligere omtalt midges. Det er nogle små insekter, der martrer mange vandrere. 1 mm lange er de og med et max vingespænd på 2 mm. Nogle små sataner, der huserer i højlandet og det vestlige Skotland, altså lige præcis der hvor WHW går. Deres primetime er om morgenen og sen eftermiddag og i gråligt vejr, og forskere har fundet ud af, at de foretrækker mørkt tøj. Midges omtales altid som noget, man skal gardere sig imod, så dét gjorde vi. Midges er faktisk så irriterende, at firmaet Beaton's Midge Jackets har lavet en egentlig skjorte / jakke i tætmasket myggenet. De er faktisk så små, at mange traditionelle myggenet nærmest har for stormaskede net. Det skotske mærke Highlander tilbyder et godt net til hovedet.

To myggeprodukter er særligt virksomme, nemlig Smidge og “Avon Skin So Soft”. Det nytter derimod hverken at medbringe de danske myggemidler eller dem med DEET. Både Avon og Smidge fås i mange butikker til henholdsvis £ 5,5 og £ 8.

De planlagte dagsetaper

Som nævnt er West Highland Way 156 km lang. Med 8 dage til at gennemføre turen og en hviledag gav detailplanlægningen sig selv, når vi samtidig ikke skulle overnatte i telt. 

29. april Milngavie-Drymen

Endelig, endelig kom dagen, hvor vi skulle afsted. Der var lagt op til en ambitiøs dag, hvor vi ud over flyturen til Edinburgh skulle videre med bus til Glasgow og derfra med tog til startbyen Milngavie, og herfra skulle vi gå 19 km til Drymen. 

På den afsluttende del af vores flyvetur hen over Skotland blev vi overrasket over, at der lå et flot hvidt snelag over det hele og den megen sne på de bjerge, vi kunne se. Heldigvis viste det sig, at snefaldet havde været meget lokalt, så der var ikke problemer med det siden.

Vi var heldige med korrespondancerne i både Edinburgh og Glasgow. Jeg havde købt billetterne til både bus og tog hjemmefra, så det var bare at stige på først bussen, hvor andre først skulle skaffe sig kontanter til betaling. I Glasgow ankom vi til busstationen, og derfra skulle vi så gå en km til stationen for at finde forstadstoget til Milngavie. Det udtales Mill guy, forstod vi på højttalerne. På Glasgow Queen Street Station kunne vi afhente billetter til de andre forudkøbte togture senere på ferien. Det brugte vi den lille ventetid til, men alternativt skulle vi have gjort det i Milngavie. På stationen i Tyndrum på fjerdedagen ville der ikke være en billetmaskine, så det var altså noget, vi skulle huske.

Vi nåede Milngavie ca. halv to, og så var det ellers at finde starten på West Highland Way. Via billeder fra vandrevenner vidste jeg, at startstedet ligger på gågaden midt i byen, og da gaden ligger i direkte forlængelse af stationen, var det lige til at finde. Der mødte vi et tysk par, som tog et billede af os - og vi af dem det officielle startsted. Derfra var det bare at sætte i gang efter indkøb af noget vand til etapen.

Vi havde hørt og læst, at ruten er godt markeret, meeen… allerede 4-5 minutter efter starten følte vi os lost, for på vejen gennem den grønne kile ud fra centrum var skiltene pludselig væk… Ikke sk… smart. Ro på - ro på. Og så lykkedes det at genfinde ruten, der førte os ud af byen, gennem Mugduck Country Park og allerede kort derefter mødte vi de første rådyr og får. Uha det var godt, og overalt var der buske med gule blomster. De hedder Gorse, fandt vi senere ud af.

Umiddelbart havde vi læst, at den første dag var relativt flad og ”kun” 19 km. Måske var det spændingen, måske var det den tidlige afrejse, eller måske skyldes det, at vi havde valgt at gå på selve rejsedagen, men ruten forekom os relativt kuperet på den første del. Det gjorde dog, at vi fik et skønt udkig mod Loch Lomond i fjerne.

Siden fladede det ud langs en gammel jernbanestrækning, hvor vi gik forbi det flotte whiskydistillery Glengoyne. Kort derefter fik vi en velfortjent kop kaffe på The Beach Tree Inn. Kaffen var ikke noget at råbe hurra for, mere cremet end godt er, men vi fik på stedet det allerførste signal om, at noget “stort” var vente. Udenfor havde stedet nemlig en såkaldt saucestation med adskillige saucer, ketchup, majonaise, sennep og eddike.

Vi nåede snart derefter Drymen (: Drimmen) og fandt vores første overnatningssted midt i byen… det trestjernede hotel Winnock Hotel. Jeg gik der med et deja vue, hvilket i og for sig ikke var så mærkeligt, da jeg jo havde set hotellet i forvejen på nettet og bestilt plads. Sådan var det flere gange.

Værelset…. Ja, det levede mere op til forventningerne. Der var så’n set alt, hvad vi kunne ønske os, herunder muligheden for at lave en kop Nescafe. Ingen Trangia eller Jetboil, bare en elkedel. Ren luksus. Helles kollega havde berettet om, at hun på sine vandreture i det engelske altid møder dette. Uha, det var en god kop kaffe. Baren lå i stueetagen, nemt og bekvemt.

30. april Drymen-Rowardennan

Lørdag morgen, og vi følte os friske og sultne. Vi ville afsted. HVAD er så det første, der møder os nedenunder? En mand i kilt. Nok havde jeg lånt en kammerats kilt i forvejen for at kunne tage et feriebillede til arbejdet, men her var en IRL.

Det, der tiltrak vores opmærksomhed, var morgenbordet, hvor vi efter at have fyldt på med det mad, der stod fremme, fandt ud af, at tingene på menusedlen på bordet ikke er extras - men noget man bare kan bestille fra. Vi er jo på luksustur. Vi er dog ikke så friske, at vi vover os ud i “the full Scottish breakfast”, men bare en tallerken med laks og røræg. Vi hører senere fra et par skotske vandrere, der sad ved siden af os, at vi havde siddet der med åben mund og polypper og ikke troet vores egne øjne. Ikke mærkeligt, når normen på vandreture er at åbne en pose med et nøje afmålt portion havregryn.

Siden er det afsted, og turen starter for alvor. Vi skal nordpå mod et hostel i Rowardennan. Dagens rute vil bringe os op på den smukke Conic Hill med udsyn over Loch Lomond. Vejret er perfekt vandrevejr med 12-15 grader og spredte skyer. Vi er SÅ klar.

Der går ikke lang tid, før vi fornemmer de mange højdemetre. Pulsen kommer i vejret. Selv om det ikke lyder af meget med Conic Hills kun 310 m.o.h., er der alligevel 437 meters opstigning og 292 m nedstigning i løbet af dagens første 13 km fra Drymen til Balmaha og siden 378 m opad og 373 m nedad på de sidste 11 km til Rowardennan.

Som toppe er flest, skal man ned igen - her til den lille by Balmaha. Da vi ikke havde kogegrej med, ville vi udnytte de kaffe-muligheder, der er. Dér i byen fik vi os en overraskelse, for byen summede af liv, og mange mennesker gik rundt iført røde tophuer Hmm... At der også var en sækkepibespiller, var til at forstå. Vi var jo lissom i Skotland, og hvad laver man ellers på en lørdag… Men tophuerne…!

Det viste sig, at vi var dumpet lige ned i åbningen af haven omkring et mindesmærke til ære for den skotske outdoor-kendis Tom Weir, der gennem en menneskealder gjorde en masse til gavn for skotsk friluftsliv og natur. På en eller anden måde var det ligesom at være dumpet lige ned i en de lokale “fairs”, hvor der i engelske krimier af Barnaby-genren (Midsummer Murders) altid sker et mord eller to. Nu var vi i Skotland, så der skete ikke noget, selv om scriptet var lige til det. De røde ‘toorie’ huer var en hyldest til Tom Weir.

Herefter gik vi videre mod hostellet i Rowardennan. Sjovt nok havde Helle inden vores tur vist sin mor et billede af huset, og hun havde med det samme udbrudt, at dér havde hun været for 56-57 år siden. Kun en skorsten var væk, som hun huskede det.

Vel ankommet og indlogeret på et noget mere ydmygt værelse end dagen før indtog vi den forudbestilte aftensmad…. fish’n chips. Senere stod den på en god lokal øl, nydt fra et par stole i fællesrummet og med udsigt til søen.

1. maj Rowardennan-Inverarnan

Denne sidste dag langs Loch Lomond startede med vådt vejr. Det var bare at komme afsted. Vi havde forudbestilt madpakker til £ 5 pr. stk, for der var ikke andre muligheder. Hostellet var det sidste hus på vejen inden de næste over 20 km på stien. Vi var egentlig noget overraskede over hver at få en pose chips. De smagte rigtigt godt og kom på et godt tidspunkt - især fordi  var eddikemarineret.

Jeg var også overrasket over noget andet, jeg så lige før afgang, nemlig et skilt på et toilet, hvor der stod, at man ikke må smide teposer ud i toilettet… Hvem pokker tager teposer med ud på toilettet? Ja, jeg spørger bare.

Heldigvis stoppede regnen hurtigt, men disen lå meget lavt. Selv om det var mørkt i vejret, var det alligevel overordentlig smukt og grønt over det hele. Det gjorde dog også vandringen lidt sværere, fordi vi skulle passe ekstra godt på især glatte rødder. Kort efter starten denne dag mødte vi den eneste private udbyder overhovedet af guf og kager til det sukkerhungrede folk. Pengene skulle bare puttes i en ‘honesty box’, et fint navn til det vi også ser herhjemme.

Ikke at vi ikke var klar over det, at store dele af turen denne dag, ville være hård, for det stod i min 450 gr tunge guide, men ruten går jo langs Loch Lomond, og søer har det jo med at være vandret, men sådan er det IKKE i Skotland. Specielt de sidste 11 km var udfordrende med mange op-  og nedstigninger, mange sten og rødder samt besværlige passager. Vi er mere end glade for vores rygsæktræning i Hareskoven og snakker om, at vi skal huske at råde andre med lyst til Skotland om at få trænet.

Vores overnatning for dagen var stenkroen Drovers Inn, et ikonisk og meget søgt sted blandt WHW-vandrere og ‘locals’. Stedet er kendt for sine spøgelser, udstoppede dyr, levende musik og en tæt stemning.

Virkeligheden svarede til omtalen af kroen og mere end det, for alt personale var iført kilt og t-shirts. Det var måske lidt kikset, at de rendte rundt i forskellige sko og med/uden strømper, men det var fedt. Vi var overraskede over at få en suite på stedet med navnet Breadalbane Suite. Senere opdagede vi, at alle suiter (: værelser) havde tilsvarende historiske navne. Det gjaldt også naboværelset, som kun var en dør, hvor et spøgelse siges at bo. Jeg tror desværre, at jeg sov fra den evt. knirken fra beboerens natlige hvileløse vandring på gangen.

Menuen var uomgængelig: en Braveheart Burger og en Highlander Burger, som vi indtog sammen nogle meget lokale ‘locals’ og deres 4 hunde. Vi hørte flere af Runrigs melodier, herunder Loch Lomond. Det kunne ikke blive mere autentisk, selv om der denne dag ikke var levende musik. Det var trods alt søndag.

Braveheart-burgeren indeholdt blandt andet den skotske nationalret Haggis, der består af hakkede fåreindvolde (hjerte, lever og lunger), som er kogt i dyrets mavesæk. Der er tilsat  kartoffelmos og kål, og så er det selvfølgelig krydret. Klamt, vil nogen helt sikkert tænke. Jeg fik det første gang her og fandt det så lækkert, at jeg siden tilvalgte retter med det, herunder også som en del af “the full Scottish breakfast”. 

2. maj Inverarnan-Tyndrum

Normalt på længere ture oplever jeg efter nogle dage en vis træthed, der skyldes rygsækken og det at sove på et liggeunderlag. Det går over i takt med, at jeg vænner mig til underlaget og bliver ét med rygsækken. For os begge betød overnatningerne, at vi hver dag stod friske op til endnu en ny skøn vandredag med frisk mod.

Helle var i forvejen lidt nervøs for de lange, kuperede etaper, fordi hendes relativt nye rygsæk, en Osprey Aura 65, under vores fortræning havde givet hende smerter i kravebenet. Vi justerede på andendagen på en enkelt strop, og denne lille ændring gjorde faktisk en kæmpe forskel, for smerterne med ét forsvandt.

Denne dag havde en tidsmæssig udfordring, fordi vi skulle gå 20 km og nå et tog i byen Tyndrum halv tre. Vi havde valgt, at vi ville indlægge en hviledag cirka halvvejs. Vi snakkede undervejs om, at vi nok havde set de mennesker, vi hidtil havde mødt, for sidste gang. Det viste sig ikke at holde stik, for de gjorde de samme som os - deres hviledag lå blot blot andre steder.

I danske omgivelser ville 20 km være en overkommelig distance på 5 timer, men hvordan ville terrænet være her? Heldigvis holdt beskrivelserne stik. På den første halvdel lå også denne del af ruten på en gammel militærvej (: sten og grus), og den var relativt flad og let gået. Vi så flere for længst forladte huse og snakkede om, hvor hårdt det må have været med datidens muligheder at leve der. Cirka halvvejs kom vi igennem et dejligt kuperet skovparti højt oppe over byen Crianlarich. 

På den resterende del af turen passerede vi igennem flere historiske steder i den ret så krigsfyldte skotske historie, heriblandt et sted hvor der havde været et stort slag med Robert the Bruce, en konge der i 1300-tallet sikrede Skotland selvstændighed fra England. Robert the Bruce var den adelige forkæmper, hvor William Wallace (Mel Gibson i Braveheart) var folkets mand i kampen mod englænderne.

Well well. Toget blev nået i Tyndrup uden de store problemer, selv om vi fraveg vores kaffepolitik, aldrig at gå forbi en sådan mulighed. Den lidt over en time lange togtur til Oban gav os et fantastisk billede af, hvor smukt Skotland er. Vi var så heldige, at vi kunne se den gamle slotsruin Kilchurn Castle fra toget, et helt fantastisk syn. Store dele af ydermurene er bevaret, og slottet ligger på en lille halvø i Loch Awe. Smukkere kunne det ikke blive. Jeg må sige, at der er et kæmpe vandrepotentiale i Skotland.

Togturen lærte os en anden ting, nemlig hvor ringe en kop kaffe kan smage. Den var ganske enkelt forfærdelig. 

3. maj Overliggerdag i Oban

Om denne hviledag skal ikke siges meget. Fedt med sådan en luksus, men ligesom cykelryttere i et etapeløb måtte vi ud at røre benene i den flotte havneby og dens omgivelser. 15 km blev det til - ikke så ringe.

 Vi nåede i løbet af dagen at blive klogere på briternes madvaner, idet vi i en lavprisbutik så mange, mange hyldemeter med cerials, altså morgenmadsprodukter, og sodavand. Derimod fyldte frugt og grønt anslået kun måske en femtedel af sukkervarerne. 

4. maj Tyndrum-Kings House (Glencoe)

Skulle have morgentoget tilbage mod ruten i Tyndrum. Vi sørgede for at drikke kaffe på vores hostel. Faktisk kom vi til Tyndrum Lower Station, for der er også en Tyndrup Upper Station i byen; de ligger kun 900 m fra hinanden. Byen har kun 167 indbyggere, og det er derfor ikke mærkeligt, at byen har den højeste “stationshyppighed” pr. indbygger i hele Storbritannien. Det skyldes, at to jernbaneselskaber i sin tid anlagde hver sin jernbane. , der dog går i hver sin retning mod nord og mod vest.

Tilbage i rolige Tyndrum kunne vi konstatere, at Postmand Per og Royal Mail endnu har stærkt tag i briterne. På en af de faktisk ganske hyppige - og hyggelige - små postkasser, der hænger eller står alle mulige og umulige steder og i de mindste flækker, konstaterede vi, at der er tømning alle hverdage og tilmed også hver lørdag.

Fra Tyndrum er der 32 km til næste oplagte dagsmål ved Kings House. Udfordringen her er det meget begrænsede antal værelser på hotellet, og uden telt skulle vi nå en bus videre mod et hostel i Glencoe.

Inden da stod vi altså over for en skøn, lang dagsetape, hvor de sidste 10 km er over Rannoch Moor, en af Storbritanniens største heder. Igen foregik mange af kilometerne på de gamle militærveje fra cirka 1750, hvis underlag nok er relativt lette at gå på, men som heldigvis også bugter sig og går op og ned.

Disse militærveje var et af den engelske regerings tiltag for at få styr på Skotland og højlandet efter et oprør i 1715 (man bliver sq helt klog af at tage på sådan en tur). Langt tidligere havde romerne bygget tilsvarende veje længere mod syd i England for at undertrykke befolkningen og sikre det romerske rige.

Når man går der mil efter mil (lyder som en norsk melodi grand prix-sang), kan man ikke lade være med at blive imponeret over omfanget af vejene og de mange smukt udførte broer. Hvor er det godt, at vejene i dag kan bruges til vandring.

Undervejs på WHW havde vi allerede de første dage mødt flere skilte, der “advarede” os om motorcykler på ruten…. ? Uvidende som vi var, tænkte vi, at det var et veteranmotorcyker, og at det kunne være sjovt at se. Men det viste sig at være noget langt større, nemlig det meget kendte - for os totalt ukendte - løb The Scottish Six Days Trial, der har været arrangeret i 106 år, hvor små 300 deltagere kører op mod 150 km om dagen på alle mulige strækninger, hvor ikke engang vi som vandrere kommer. Vi så en test op gennem et vandløb. Senere i Fort William

 Generelt har vi på især skovstrækninger været overrasket over de mange vandløb, åer og stride strømme. Det var tydeligt for os at se, hvordan myndighederne langs store dele af WHW har sikret ruten ved at lede vandet væk fra den via små stenafgrænsede tværgående render i stedet for at lade vandet klare det selv. På den måde sikrer man sig mod vandets erodering af stien.

Nogle vil måske mene, at man ved at styre naturen fjerner autenticiteten. Med vist 80.000 vandrere igennem på et år er det nødvendigt at vedligeholde løbende. Det var i hvert fald kun få steder, at vi oplevede det, som man kan se så på blandt andet Kungsleden, hvor stien udvides markant, når folk søger ud til de tørre kanter. Kungsleden kan på sine steder minde lidt om en flerspors motorvej.

Tilbage på ruten var det overskyet med meget lavthængende skyer. En vandretur i de her omgivelser bliver bestemt ikke mindre spændende af det. Vi var nu på den femte vandredag nået til et landskab, der efterhånden helt er højlandets med partier af fyrretræer og ikke meget andet. Bakkerne fremstod her tidligt i maj i brunlige nuancer, hvor vi også kunne ane rødlige og violette områder fra de mange lyngområder.

Vi nåede lige at spise frokost, inden regnen begyndte så småt. Vi havde der kun den sidste 10 km lange passage af Rannoch Moor tilbage. Undervejs blæste det op og begyndte at regne meget markant. Heldigvis nåede vi at se det fantastiske landskab, der faktisk ret meget mindede om områder i Lapland. Men de 2-3 timer var reelt den eneste regn af nævneværdig betydning i løbet af hele vores tur. Hvor heldig har man lov at være!

Godt flade efter etapen var vi mere end glade for, at der på lokale skisted Glencoe Mountain Resort heldigvis findes en café, der holder åbent året rundt. Efter en times afslapning med skøn kaffe, kage OG wifi gik vi så ned til bussen, der skulle køre os de ca. 15 km til Glencoe. 

Jeg havde i forvejen købt billetter, så jeg tænkte, at alt var i orden. Sådan noget med at holde nogle pladser til dem, der har købt til et sted derude på ruten, må de have styr på, tænkte jeg. Jeg skulle bare have styr på at stå i den rigtige side af vejen. Men da vi ved busstopstedet efterhånden stod op mod 7-8 våde vandrere, meldte der sig alligevel en tvivl. Hvad nu, hvis der ikke var plads. Heldigvis var der nok til os alle. Om det havde været tilfældet i højsæsonen, må guderne vide. Nogle med-vandrere valgte næste dag at tage en taxa tilbage til Kings House.

Busturen på 20 km førte os gennem fantastiske dale frem til Glencoe. Stedet er kendt for sin meget smukke natur og masser af muligheder for friluftsliv, herunder bjergklatring, vandring og cykelture. Det kunne være et sted, vi godt kan finde på at vende tilbage til.

På grund af den lange dagsetape havde jeg hér forudbestilt en to retters aftensmad til £ 5. Hvor vi i Rowardennan fik maden serveret, skulle vi dette sted selv varme den. Man kunne vælge mellem 4-5 forskellige frosne retter og to pizzaer og desserten var en isdessert. Maden smagte overraskende godt og mættede skønt.

5. maj Kings House-Kinlochleven

Næstsidste vandredag - kun 15 km vandring. Vi valgte at stå sent op for at nå formiddagsbussen tilbage mod Kings House.

I Skotland og hele Storbritannien var denne dag ganske særlig; der var nemlig valg til det skotske parlament. Det var på INGEN måde noget, lagde mærke til dagene forinden. I havnebyen Oban hang kun ganske få plakater, men dem tænkte vi på ift. EU-valget. I Glencoe så vi kun et par stykker. Vi kunne ikke lade være med at tænke på, hvad fraværet af valgplakaterne betyder.

Undervejs havde vi flere gange mødt tre skotske damer. Jeg spurgte en af dem om fredagen, hvordan valget var gået. Hun fortalte, at hendes mand havde stemt for hende (by proxy), og at de “always have voted Labour”. Man kan åbenbart på de britiske øer få en, man stoler på, til at stemme for en. I Skotland har man stemmeret, fra man er 16 år. Sikke en forskel til Danmark.

Nå afsted med os og tilbage til startstedet i Kings House. Kort efter kom vi forbi det flotte hotel. Dagens store udfordring kom 5 km længere fremme i form af the Devil’s Staircase, hvor vi via en zig-zag opstigning på 300 højdemeter kom op. Vi tog det roligt for at nyde den smukke udsigt. Vi havde jo hele eftermiddagen for os til de 15 km. Vi valgte at spise frokost tæt på toppen, hvor vi havde det meste fantastiske udsyn ud over hele dalen. 

Jeg husker fra min første Fjällräven Classic i Lapland, at passagen af Tjäkta-passet virkelig var noget, deltagere i tidligere udgaver af eventen snakkede om. Der havde arrangørerne fra Fjällräven opsat en højdeprofil, der viste en meget stejl opstigning. Sådan oplevede jeg det ikke og blev egentlig lidt skuffet over det. Det var lidt det samme med Devil’s Staircase. Vel var den hård, men så’n virkelig hård synes jeg ikke, den var.

Vel oppe på plateauet så vi ud over det store Blackwater Reservoir, en over 100 år gammel kæmpe kunstig sø med en max bredde på ca. 900 meter og med en længde på 13 km. Ikke lang tid derefter kunne vi i det fjerne - nede mellem bjergene - se dagens mål Kinlochleven. Nedstigningen var 5-6 km lang og på flere steder med en pæn hældningsprocent. Mere end 500 højdemeter var nedstigningen til de kun 9 moh, som Kinlochleven ligger på.

Vi var så heldige, at vores mål for dagen The Tailrace Inn lå præcis på ruten. Udenfor i solen sad en masse mennesker og nød kolde fadøl og aftensmad. Vi valgte at tage et bad, inden vi handlede ind i den lokale brugs.

Endnu en gang mødte vi flere af vores faste “gå-makkere”, de tre skotske damer, det tyske par Ralf og Elke og to skotske fyre, der havde overhalet os løbende undervejs…. fordi de skulle frem og have et par pints. Vi mødte dem første gang på Winnock Hotel og siden flere gange undervejs. Den ene havde en af dagene fået sig et par blodvabler. Dem havde han tørlagt med en kuglepen - og en ordentlig whisky-brandert havde klaret de smerter, der havde været.

Aftensmaden var steg med dejlig brun sovs, fritter/kartofter og “dagens ært”. Det var stort set dagligt, at vi fik ærter - i mange afskygninger, f.eks. som pure til fish’n chips. 

6. maj Kinlochleven - Fort William

Sidste etape på turen…. jeg føler mig lidt vemodig som altid, når en tur nærmer sig sin afslutning. Heldigvis har vi endnu 24 km foran os… 

Med Kinlochleven liggende nær havets overflade og med en stejl opstigning til at starte med blev dagen til en af dem med fleste højdemeter (730 m op og 730 m ned), og på dette tidspunkt havde vi altså gået ca. 130 km siden starten i Milngavie. Endnu havde hverken Helle eller jeg selv fået skader af nogen slags. Ømme ben og lidt ømme knæ et par gange, ja men så heldigvis heller ikke mere. En fantastisk følelse.

Turen op i terrænet gav endnu en gang nogle fantastiske udsigter. Vejret var perfekt med sol, varne og kun lette skypartier. Stadig ingen midges. Vi glædede os, for det ville betyde, at vi ville få udsigt til Ben Nevis, Storbritanniens højeste bjerg på 1344 m.o.h. Og sådan blev det også, dog først at at vi via de gamle militærveje var kommet gennem flere fantastiske dale og endnu flere for længst forladte huse. Frokosten blev indtaget med udsigt til Ben Nevis - en stor fornøjelse. 

Endelig nærmede vi os Fort William, hele turens mål. Hvor var det godt, at vejret på denne den sidste dag var så godt, og at vi dermed fik så fremragende udsigter, for afslutningen på WHW blev lidt et antiklimaks. Pludselig kom vi fra skovstierne ud på en bred grusvej tydeligvis anlagt til lastbiler, så nærmede vi os Fort William, blev ledt ud til vejen ind i byen - og vupti stod skiltet der med den officielle afslutning på turen i byens udkant. Vi kunne da nok regne ud, at der ikke var lang vej tilbage, men et skilt a la.. du er nu kun 5 km fra dit mål.. nyd nu de sidste km i skoven. Bare lidt i den dur.

På de sidste km på skovvejen kom der pludselig to yngre kvinder med barnevogne fra den nærliggende campingplads. Det var nærmest surrealistisk efter at have gået oppe i de uvejsomme bjerge. Da vi havde lagt dem bag os, drejede vi af for at følge afmærkede WHW-rute, mens de fortsatte ad vejen mod Braveheart Car Park (kan det hedde andet!!?). Det er derfor noget af en bet, at vi så 1-1½ km længere fremme igen så dem svinge ud fra skovvejen, så de igen var foran os, mens vi kom ad den officielle, men også længere rute. Sådan var det, og vi var jo ikke ude at vandre for at tage genveje.

Nå, sådan var det bare, og det var selvfølgelig med en stor glæde, at vi high-fivede til det selvkomponerede målfoto for en velgennemført tur. Nu skulle vi bare finde det andet afslutningssted inde i Fort William, for sådan et er der også. Siden skulle vi finde vort logi for natten og så ud at få noget at spise. Måske var vi heldige, at der i byen var levende musik. På den sidste mile inden byen, altså efter endnu en passage af de to kvinder med barnevogne, passerede vi i øvrigt sydafrikanske Claudia, en af dem, vi havde snakket med undervejs. Hun havde i den grad ondt i fødderne og kunne ikke følge med i vores tempo.

Jeg vil tro, at byens forretningsfolk måske har haft en finger med i spillet, for vi blev ledt hele vejen igennem byens gågade High Street til en bronceskulptur af The Weary Walker, en glad, men træt vandrer med ømme fødder. I granitstenene på den lille plads foran figuren var en indhugning (fræset) af hele West Highland Way med alle dens markante lokaliteter og byer. Flot - og pyt med at vi lige skulle igennem byen.

På denne plads ligger i øvrigt et yderst velplaceret spisested / bar The Great Glen, som tydeligvis er samlingssted for WHW-vandrere. Stedet var fyldt, og der var høj stemning. Kortet over de mulige slags fadøl så tillokkende ud. Vi endte også derinde, for pludselig kom vores tyske ven Ralf ud derinde fra. Han og konen Elke havde spist derinde inden deres tur tilbage til Edinburgh samme aften. Claudia stødte til os, og vi sad der en rum tid alle fem og hyggede.

Senere på aftenen var det ligesom, at det hele gik op i en højere enhed. Vi mødte på ny de to unge tyskere Maria og Patrick, som vi første gang så på Tyndrum Lower Station og i Oban, og dem spiste vi aftensmad med. Vi mødte også de tre skotske damer og de to friske skotske fyre, og sammen med dem alle fem var vi på Glen Nevis baren, hvor bandet Wonderland spillede. Jeg kunne her godt have ønsket mig noget traditionelt skotsk, men Wonderland spillede alt godt fra havet.. Rigtigt godt var det ikke, eller også skulle vi have haft nogle flere øl. Men pyt for vi fik en god afslutningssnak med vores vandrefæller.

7. maj Fort William - Edinburgh

Vi brugte hele dagen i byen inden vores tur tilbage mod Edinburgh. Det gav os mulighed for at besøge de adskillige og meget veludstyrede outdoorbutikker i byen, hvoraf jeg glædede mig over, at flere af dem var blandt de kædebutikker, jeg så i London i sommeren 2015, og som jeg anmeldte her i Outsite i artiklen Guide til Londons outdoorbutikker, nemlig både Mountain Warehouse, Cotswold Outdoor og ikke mindst Ellis Brigham - Mountain Sports.

Hvis man engang skal afsted på tur med udgangspunkt i Fort William, og kommer med fly til Edinburgh, er der altså ingen grund til at tage ind til byen der for at finde gas, for der er rigelig med muligheder i Fort William. Ellis Brigham og en anden kæde Nevisport, jeg ikke havde set i London, ligger meget tæt ved stationen.

Toget tilbage mod Edinburgh 17.30 viste sig at være aflyst. Heldigvis erstattede Scotrail toget med et par busser, der kørte forbi flere af de steder, vi allerede havde passeret, Glencoe, Devil’s Staircase, Kings House og Tyndrum, inden vi kom på toget i Crianlarich. Herfra gik det sydpå med en smuk, smuk tur forbi blandt andet Drovers Inn og Loch Lomond, inden togsporene fulgte andre søer og dale. Endnu en gang havde vi en fantastisk bus- og togtur.

Vel ankommet til Edinburgh fandt vi vores hostel, Castle Rock Hostel, som ligger kun ca. 100 m fra Edinburgh Castle. Vi fik et dobbeltværelse helt oppe under taget med udsigt over byens tage, dog i den anden retning end slottet. Også her på dette hostel havde værelserne navne, og vores hed Moulin Rouge Suite. Ikke nogen dårlig afslutning på kæresteturen. På hostellet havde man virkelig gjort noget ud af udsmykningen, for overalt var der billeder, rustninger eller andre ting, der bragte ens tanker i retning af det nærliggende slot.

Selv om klokken efterhånden var efter 23, gik vi trods de lavthængende skyer / tåge op til slottet for at ende på pubben Castle Arms 100 m fra vores hostel. Vi ville have en sidste pint. Stemningen her var høj, fordi en del af gæsterne fejrede bryllup. Hele tre mandlige gæster havde kilt på, mens bruden var i hvid kjole med sneakers. Selv om dagen havde været lang med den også 5½ time lange togtur, var vi rigtigt glade for den sidste tur i baren.

Hvad lærte vi af turen på West Highland Way?

Det er helt sikkert IKKE sidste gang, at vi har taget på en primitiv luksustur. At sove i en seng og kunne få et dagligt bad var skønt og godt for helbredet. At kunne gå nedenunder i stedets bar og dér spise ‘bar food’ og få en pint øl er nemt og enkelt og ikke dyrt, og så kan man sagtens overleve på den slags på en ti-dages tur, også selv om det eneste grønne på tallerkenen er dagens ærter.

Det er helt sikkert heller IKKE sidste gang, Skotland har været rejsedestination. Der er så smukt, og skotterne er herlige og gæstfrie. Tidspunktet først i maj 2016 var perfekt: ingen midges og kun lidt regn. Tager man toget, får man den mest fantastiske udsigt, men drik ikke Scotrails kaffe.

Det sociale aspekt af sådan en tur kan ikke undervurderes. Selv om snakken med de andre vandrere var så’n lidt sniksnak, var det hyggeligt, og det var sjovt at mødes undervejs og altså også til en slags afslutningsaften i Fort William. 

Det kan svare sig at arrangere turen selv, for man slipper med det halve af, hvad etablerede turudbydere tager for deres service. Til gengæld koster det masser af forberedelsestid, men det hører med til enhver god tur. På en fast rute som WHW skal man til gengæld ikke læse meget kort. Men med de bestilte bookninger skulle vi nå frem. Intet må gå forkert, og det kan godt påvirke en mentalt.

Et medbragt telt ville have givet os en helt anden tur, en tættere-på-naturen-følelse og stillet os friere, men vi var glade for vores valg. At gå med under 10 kg var fantastisk.

Det er nødvendigt med en god, lang fortræning forud for en vandretur på WHW. Det slags afhænger selvfølgelig af den enkeltes evner og form, og selvfølgelig kan de fleste klare det, men oplevelsen af turen spiller helt sikkert sammen med ens form. Ruten er lang, stenet og udfordrende, og dagsetaperne er ganske lange, så træn, træn og træn.