Turomtale

Svaret er et klart og rungende JA. Du kan SAGTENS tage til Østrig, og uanset om du er til ture i lavlandet eller til de højalpine ruter, vil du blive udfordret BIG TIME. Østrig er nemlig et eldorado med masser af vandremuligheder på kryds og tværs. Og højdemetrene i alpelandet tikker hurtigere ind på kontoen end mange andre steder.

Pensionister? Joww, selvfølgelig. Skibumser… nææe. Til gengæld er der tonsvis af kinøjsere ved turist-highlightstederne. Og østrigere i lederhosen. På vandrestierne er du derimod oftest alene, og sker det, at du møder nogen, får du helt sikkert både et venligt smil og et ”Grüss Gott” eller ”Grüss euch”. Vi lærte også, at man siger ”God morgen” hele formiddagen og derefter god dag.

Hvorfor Østrig?

Sidste år i 2016 var vi i Skotland og elskede den selvvalgte luksus på vores West Highland Way med kroer og senge, der ventede på os. Sonderingerne i retning af Østrig startede i den tidlige vinter. Dansk litteratur om vandring i Østrig er stort set ikke eksisterende, og desuden satte det tyske sprog effektivt en stopper for bestræbelserne. Der kom for alvor først gang i tingene, da Helle, min kæreste, kom på banen.... hun nærlæste en inspirationsmail fra Vagabond Tours, og her fandt vi ud af, at rejseselskabet havde lavet det hårde arbejde for os og havde en inspirerende og ikke urimeligt dyr tur til 4.100 kr. Vi ville til Salzkammergut, og det skulle være en individuel tur. Der er også nogle gruppeture, men vi foretrækker at gå selv.

Hvordan kommer man til Østrig?

Det var så'n set ikke relevant at tænke på bilkøer ned gennem Tyskland, for vi har ikke bil. Så den stod på tog eller fly, og vi valgte flyet. Vi skulle derfor ”bare” bestille billetter og siden sætte os til rette... og det gjorde vi så en mandag i sommerferien.

Rejsevejledningen fra Vagabond Tours anviste en ”mindre” omvej over Wien. Det ville give os en ekstra togtur på 3½ time for de 300 km. Vi valgte derimod at flyve til Salzburg, hvorfra vi så kun havde 45 kms buskørsel. Med en afgang fra Kastrup allerede omkring kl. syv, et kort pitstop i Frankfurt og så en regionalbus nåede vi frem til vores startby Bad Ischl kort efter middag. Hvor svært kan det være.

Den gode start

Vel ankommet til Bad Ischl blev vi på Salzkammerguts turistkontoret bænket med vand og schnaaaps, og her gennemgik Frau S dagsetaperne. Vi havde fået tilsendt et kort fra Vagabond Tours: forlaget Kompass med vandreruter på den ene side i 1:50.000 med og cykelruter i 1:75.000. Vi fik også bykort over de 8-10 byer, vi bare skulle gå igennem eller skulle overnatte i. God service. Vi fik også tilbud om en refill på snapsen, og hvem takker nej til det!

Det fremgik af vores materiale, at der undervejs på turen ville være nogle ’steep descents', og at de var ’very difficult’. Da jeg desværre ikke er god til stejle skrænter og højder, og da et en hypnosesession ikke ser ud til at have hjulpet, spurgte jeg selvfølgelig Frau S, om det nu også forholdt sig sådan. Turen havde ”kun” en sværhedsrating på 2 Vagabond Tours' hjemmeside, og da WHW får en 3-er, ville der ikke opstå problemer. 

Frau S smilede beroligende til mig. Hendes forsikringer viste sig senere ikke at holde helt stik, så vi omlagde ruten et par steder. Vi snakkede nemlig med andre vandrere undervejs, og de bedyrede, at en sortprikket rute betyder, at ruten er stejl. Hertil kommer, at farvegradueringen er lidt a la skiløjper, hvor sort er sværest. Hellere det end at få en dårlig oplevelse… det var nemlig i Østrig i en æggelift, der gik i stå, at min højdeskræk for alvor viste sig, så…

Som afslutning på velkomstmødet kunne vi hver vælge mellem to gaver: en miniature saltbøsse, fyldt med salt fra områdets kendte saltminer eller en gummiand a la dem, vi giver vores små børn med i badekarret!! Denne and havde vist nok været stor en gang – har siden fundet ud af at den var maskot ved en udstilling i byen i 2015. Vi fravalgte den kynisk og foretrak begge saltet. På Frau S’s smil kunne vi se, at vi ikke var de første til at vælge den løsning. Vi mødte senere en af ænderne stående i blomsterkumme på et af vores overnatningssteder.

B&B/pensionat, gasthaus eller hotel?

Vi havde valgt en model med overnatning på pensionater og gasthäuser. Hoteludgaven ville koste ca. 100 kr mere for hver af de 6 overnatninger. I en forventning til, at standarden nok ville være ok, valgte vi at bruge de ekstra penge på andre ting. 

Hvad vi ikke kunne forudset, var pensionaternes placering. Modellen er, at turistkontoret dernede først booker, når vi bestiller. Er et af de sædvanlige steder optaget, ta’r man et andet, kunne vi forstå. Et af vores steder lå 5 km fra den by, der stod som endemål i programmet. Det lå 2 km fra den nærmeste mindre by. Det gav også ekstra km på asfalt…. på godt østrigsk var det træls, når det var så varmt, og vi var trætte.

Generelt var pensionaterne af svingende karakter, gående fra et par kvalitetsprægede gasthäuser til nogle mere ydmyge steder. Vi blev flere gange ret så overraskede over sengetøjet, der heldigvis altid var pænt og rent, men som ja… der er forskel på ens smag. Vi kunne se, at IKEA også findes i Østrig.

Til gengæld var vi også et par kanon steder med fantastisk udsigt og lækker mad.

Hvis vi ved bestillingen have siddet inde med de erfaringer, vi har nu, ville vi have opgraderet til hoteludgaven med bedre kvalitet og lokalisering i byerne.

Om vandredagene

Vi havde kendskab til den turens samlede længde. På Vagabond Tours hjemmeside omtales start og slut for etaperne, og i materialet var det tydeligt anført, hvor vi skulle skifte rute. Ikke at vi var ude i en slags nedskrevet TomTom guide, men vejledningen var detaljeret, så man kunne godt få den idé.

Selvfølgelig kan det gå galt med den slags gammeldaws guider, og det gjorde det også, for der var ikke jo ikke en elektronisk stemme, der opfordrede os til at foretage et ”u-turn”. Så vi måtte flere gange ty til Kompass-kortet og det indkøbte Østrigskort til min Viewranger-app for at finde vej. En tilsendt gpx-fil ville helt klart have været til god hjælp. 

Salzkammergut er overordentligt godt skiltet, og der er masser af nummererede vandreruter. I området, vi gik i, var der et nyt gult skilte, når ruten drejede. Der var samtidig undervejs malede markeringer på træerne a la det østrigske flag (rød-hvid-rød) og så et nummer for de større stier. Nogle steder så vi de europæiske vandrevejsmarkeringer. Hertil kommer et utal af lokale temaruter.

En ting, der slog os, var de mange krucifikser undervejs. Små og store bedesteder overalt, nogle steder med en enkel siddeplads foran korset, figurerne og billederne, andre steder med bænke. Skal man stoppe alle steder og sende en tanke opad og en tåre til den afdøde, vil det hurtigt tage tiiiiimer at komme frem, så det gjorde vi ikke.

Vejret, naturen og landskabet

Østrig er smukt i solskin – uanset om det er sommer eller vinter. Så enkelt kan det siges. Vi var så heldige at have sol alle dage og fra 25 grader og opad. 

Vi kom forbi flere søer med fantastisk blåt, krystalklart vand. Ingen af os havde badetøj med, hvilket vi helt klart burde. Badning kan jo klares uden badetøj, men det gjorde vi så ikke.

Vi hørte et sted om fire danske kvinder, der havde været på samme tur som os, men med regn alle dage. De havde kun set den nederste del af bjergene, for resten var skjult bag tunge regnskyer. Vi vidste, at der kunne være risiko for flerdages regn, så vi var overordentligt heldige.

Vi gik begge med vandrestøvler og brugte både liners og ydersokker, og vi oplevede heldigvis ingen problemer trods det varme vejr. Måske fordi vi som på turen i Skotland brugte en tyktflydende fodcreme Gerlachs Gehwol Extra. I hvert fald klarede vi os igen igennem uden vabler.

Jeg selv har tidligere haft udfordringer med gnavsår fra vandrebukserne. Jeg valgte denne gang i det varme vejr at forebygge dette ved at bruge Bodyglide, der er en slags anti-slidsår. Heldigvis lykkedes det. I øvrigt gik vi begge med korte bukser alle dage. Det var lidt skidt for Helles vedkommende, for hun blev stukket adskillige gange af velvoksne hestebremser.

Østrig er lidt som dk i ”gamle dage”

Vi havde i forvejen vendt, om Østrig stadig er traditionsbundet og konservativt… og ja, det er det. Med det hele!

Der var det der med krucifikser og bedesteder. Der er også det med mændene og deres lederhosen og kvinderne i dirndl-kjoler. Dirndl-kjolerne kendes måske bedst herhjemme som Heidi-kjoler, som kvinder tager på til oktoberfester, om end i en kortere variant end oprindeligt… Men der skal jo også være noget til husarerne.

Vi var også så heldige at opleve den østrigske folklore på allernærmeste hold. Her kom vi helt tilfældig på en tirsdag aften, og så var præcis den aften, hvor der skulle være strandkoncert i Underach, og hvor et lokalt hornblæserorkester skulle spille. Vi kom også der til at opleve Schuhplattler; Det er dansende mænd iført lederhosen, mens de slår sig på lår, fødder og fodsåler.

Og hvor heldig kan man lige være: I Bad Goisern, som vi kom til en af de følgende dage, var der 120 års fest for det lokale blæserorkester. Her kom vi ikke kun til at se et borgermusikorkester, men hele tre orkestre fra egnen, for 120 års fester holder man jo ikke for sig selv. Det blev en stor aften i byen.

På den praktiske side konstaterede vi, at det langt fra er alle steder, at man kan betale med betalingskort, og skal man det, skal man sikre sig det, inden man bestiller eller beder om regningen. Ellers står der ’bar’ på regningen, og så er det til pungen. Kontant afregning. Det gælder både på restauranter og i butikker. Selv en stor butikskæde havde 10 eur som mindstebeløb via kort.

Butikkers åbningstider er et andet kapitel. Typisk er der åbent kl. 9-18, og så er nogle butikker lukket nogle steder i tidsrummet 12-15. Søndag… alles geschlossen – stort set i hvert fald. Med den rejse- og overnatningsform, vi havde valgt, krævede det nøje planlægning. Dette gjaldt specielt om søndagen, der faktisk var vores længste vandredag. Vi troede oprindeligt, at den ”kun” skulle være 31 km, men der blev lagt 3½ km oveni, så vi kom ud til nattens pensionat. Det var selvfølgelig ikke muligt, fordi vi først kunne spise morgenmad fra kl. 8. SÅ vi valgte at afkorte den dag med 10 km buskørsel. Hellere det og så nå frem.

Det, der ikke er særligt østrisk, var de mange kinesiske turister, der i nogle de byer, vi kom igennem. Ja, vi er selvfølgelig også turister, men der er åbenbart noget særligt med kinøjsernes adfærd, for i den idylliske by Hallstatt har bystyret sat informationsskilte op på kinesisk og engelsk. Her opfordres byens gæster til at udvise respekt for beboerne, være stille og ikke gå ind i haver og lignende. Alligevel er der sprækker i denne afvisning, for en af butikker udlejer dirndl dragterne på timebasis til primært kinesere, der vil fotograferes de rigtige steder.

Afrunding

Vi kan klart anbefale at tage på vandretur i Østrig. Vi var fantastisk heldige med vejret, og vi havde nogle kanon oplevelser undervejs. Nogle er omtalt her, men vi kunne klart have omtalt mange andre. Vi kunne have omtalt den smukke natur, de flinke østrigere, deres kager og gode kaffer. Deres Milka-chokolade til ingen penge. Vi kunne også have omtalt deres øl, deres radlere (øl blandet med sodavand) eller deres murmeldyr, en ½ meter lang gnaver. Men…. Det er bedst at opleve det selv – ved at lade fødderne tale og selv tage en tur.

Inspiration til ture

Hvis du har mod på at tage til Østrig, kan jeg anbefale disse steder:

Alpenverein Österreich... Østrigernes vandrelaug. Netside med masser af info, turomtale og links til ruternes egne hjemmesider

Wanderdörfer... 45 vandreregioner i Østrig er gået sammen om denne side, hvor du også finder kort og gpx-filer

Weitwanderwege... sted, der kalder sig selv for portalen for de lange vandreture

Østrigs turristbureau.. behøver ingen nærmere omtale

God fornøjelse og Grüss euch.